Tip os
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Helle Mathiasen (FL), bød velkommen til endnu et debatmøde, der denne gang havde fokus på bibliotekets fremtid.
Foto: Steen Hebsgaard

Fra støvede bøger til digital dannelse

Tankevækkende indlæg i kulturdebatten - bibliotekernes besøgstal er stort, selv om bogudlånet falder
29. november 2016, 15.38

IKAST-BRANDE Et foto af Trump, der giver fuck-fingeren til biblioteket var det første, mødedeltagerne stødte på, da der mandag aften var indbudt til kulturdebatmøde om bibliotekernes fremtid.

Det foto havde aftenens debattør da også en forklaring på:

- Paven støttede jo Donald Trump i præsident-valgkampen? Sådan lød i hvert fald en nyhed på Facebook. Den blev delt to millioner gange. Men det viste sig ikke at være sandheden - men en forvrænget fortolkning af en pave-udtalelse, lød det fra Michel Steen-Hansen, direktør i Danmarks Biblioteksforening og hidkaldt til debatmøde for at levere input til den politiske proces, der er i gang omkring kulturpolitikken.

Der er nemlig - ifølge Michel Steen Hansen - stadig større fokus på, hvordan kultur og biblioteket medvirker til at skabe vækst og udvikling og har stor betydning for bosætning - specielt blandt de veluddannede.

Stor betydning

- Biblioteket har stor betydning for de unges uddannelsesvalg og -evne, også for læselysten og den mentale sundhed, lød det fra direktøren.

Og det så ud, som om der blev lyttet intenst til hans ord - specielt fra de fremmødte politikeres side.

Ikast-Brande Kommune er nemlig ved at være den kommune i landet, der efter diverse sparerunder driver det billigste biblioteksvæsen - som chefbibliotekar Martin Lundsgaard-Leth nævnte det i sit indlæg på debatmødet, der fandt sted på biblioteket i Ikast.

Men først skulle vi lige omkring de sociale medier og hele udviklingen i den digitale verden.

- Nyheder, som er fabrikerede og falske, florerer på de sociale medier, og alle tror, at hvis jeg kommenterer et eller andet, så læser alle det. Men det er jo ikke tilfældet. Vi er styret af algoritmer, og det er dem, der liker mig, har relationer til mig - eller har betalt sig til det, der læser »mine« nyheder. Det er en voldsom udfordring. Næsten 50 procent af danskerne læser nyheder på Facebook og de sociale medier - og tallet er stigende, sagde Michel Steen-Hansen, der nævnte et par eksempler på, hvor grotest udviklingen er:

Mopper døde

- Blogger Kristine Sloth er den you-tuber herhjemme, som har flest følgere. Hun får kæmpehits på at forære en Justin Bieber-billet til en veninde. Moppers død trak 124.000 likes på Facebook, mens en af vor tids store forfattere, Jan Sonnegaards død, blev studeret af 20.000 Informations-læsere. Vi læser mindre og mindre avis. Vi ser mindre og mindre tv-nyheder. Det fysiske udlån af bøger er faldende. Med andre ord: Viden er ikke længere kun aviser og bøger. Der sælges mindre musik - vi streamer det altsammen. Netflix er Danmarks 3. største tv-kanal. Det gør altså noget ved os, at verden på den måde er forandret. Men alligevel - biblioteket er her stadig, og står faktisk stærkere end nogensinde, forklarede Michel Steen-Hansen, der er overbevist om, at biblioteket har en fremtid, både som en medspiller i den demokratiske proces, som mødested for folket og som understøttelse af den digitale dannelse, der er nødvendig, hvis fremtidens brugere af de sociale medier skal udstyres med tilstrækkelig kritisk sans til at gennemskue det massive flow af informationer.

38 millioner besøg

- Biblioteket er faktisk det mest besøgte ikke-kommercielle sted i Danmark. Der er 38 millioner besøg på landets biblioteker. Mod 14 millioner besøg på museerne og 1,5 millioner til superligakampene.

Og selv om udlånet er faldende fysisk - stiger det med brugen af e-bøger. Der finder flere og flere kulturelle arrangementer sted på biblioteket, der oftere og oftere bruges som et socialt mødested. Flere og flere kommuner har valgt at integrere kulturelle mødesteder og -projekter med biblioteket - og har stor succes med det.

- Det interessante er, at mange indvandrere profiterer på bibliotekerne og føler sig som en større del af fællesskabet her. Ikast-Brande vil gerne tiltrække kvalificeret arbejdskraft? Alle vores analyser viser, at jo længere uddannelse, man har, desto større vægt lægges der på kulturen. Børn, der bruger biblioteket, får også en længere uddannelse. Der er med andre ord mange forhold, der peger på, at man kan bruge biblioteket i en strategisk udvikling af kommunen, sagde Michel Steen-Hansen.

Ordet er dit