Tip os
Publikum i Boxen vil ikke blive skuffet over weekendens Queen-forestillinger, garanterer Folkebladets anmelder.
Foto: Tony Brøchner/mch

Fjollet, nostalgisk og troværdigt: 4 stjerner til Queen-musical

Queen-musical hiver stikket hjem på musikken og sikre hits
19. maj 2017, 09.39

»We Will Rock You«

Queen-musical i Boxen torsdag

Opføres fredag, lørdag og søndag

4 STJERNER!

herning Publikum strømmer i disse år til forestillinger, der giver genhør med de gamle pop- og rockklassikere. Det er ikke længe siden, at MCH Herning Kongrescenter var proppet med folk, der ville høre Beatles-hits med The Bootleg Beatles, og i denne uge er turen kommet til Queen-fans. De vil ikke blive skuffet i Boxen de kommende dage.

Gad vide, om det er noget i tiden? Kan vi bare ikke slippe de gamle dinosaurer, eller er for meget af den ny musik for kedelig og ensrettet, at vi søger tilbage til rødderne? I så fald nærmer vi os næsten handlingen i forestillingen, der er henlagt til en syret, orwellsk fremtidsfabel, kaldet »iPlanet«, hvor musikken er programmeret og kreativiteten kvalt, ja nærmest forbudt.

Der er de onde, firmaet »Globalsoft« og deres Killer Queen, og hvis nogen undervejs kommer til at tænke på Google, Facebook, Apple, NSA eller andre i samme skuffe, så er det ikke tilfældigt. Og så er der de gode, oprørerne, »The Bohemians«, den gamle hippie Buddy, der har skjult et VHS-bånd med Queen for magthaverne, og naturligvis det unge par, drømmeren Galileo og den pige, han selvfølgelig må få til sidst, frækkerten Scaramouche.

Lad os nu være ærlige. Rockmusical og såkaldte teaterkoncerter shiner sjældent på grund af originalt manuskript. Den oftest tynde handling er et alibi for at kæde numrene sammen, uden at det bliver en kedelig opremsning. Det er den kontrakt, vi indgår med hinanden, når vi møder op, og «We Will Rock You« adskiller sig ikke fra mængden. Det skulle da være i den fjollede retning. For helt ulogisk synger magthaverne selv de Queen-hits, de selv forbyder. Nej, det er ikke til at forklare, men skidt med det.

Dansk udgave

Forestillingen har før været på turne og også før været i Boxen, så hvorfor se den igen? Det har arrangørerne sikkert også tænkt, og derfor er den i årets udgave tilført det twist, at dialogen denne gang fremføres på dansk. Sangene synges heldigvis på engelsk, som vi kender dem. Teksten er skrevet af Lars Hjortshøj, og det er han faktisk sluppet hæderligt fra. I fordanskningen har han fået sneget alt muligt dansk og aktuelt fra Sanne Salomonsen og Thomas Helmig, over Hvalen Valborg til djøf'er og X-Factor. Lettere muntert og thøhø. Især de mange referencer til kendte sange fungerer.

Virker det med dialog på dansk og sang på engelsk? Nogle vil givet mene, at det er noget rod, og at man lige så godt kunne levere den rette vare, eftersom hele forestillingen under alle omstændigheder er stramt konceptuelt styret. Denne anmelder mener, at det fungerer, og de danske aktører fylder pladserne fint ud.

Lidt for ufarligt

Niels Olsen er hippien, der et par gange sniger sig til også at spille Niels Olsen. Og Lars Hjortshøj forærer ham lidt Ørkenens Sønner lummerhed i en scene.

Joey Moe indtager scenen med potent sang, herlig selvironi og stor udstråling, han ligner virkelig en, der befinder sig godt i forestillingen. Sammen med Nellie Ettison, fed stemme, udgør han frontkæmperne for The Bohemians, og de sparker løjerne dynamisk i gang. Szhirley leverer en velsyngende Queen Killer, hvorimod Anders R. Gjesing godt kan fremstå lidt bleg i sammenhængen. Kristine Yde og Christoffer Brodersen hiver det samlede indtryk hjem som det unge par, charmerende, optimistiske i en ond verden og ganske fornøjelige. Om end der savnes lidt mere farlighed. Queen-musik skal ikke være nuttet.

Scenografien taler vi ikke om, og heller ikke den underlæggende korsang, der virkede som en båndet tilføjelse. Derimod kan man fremhæve de lækre dansere i smidig og forførende koreografi.

Endelig skal de kompetente musikere roses. Man ser dem glimtvis fra scenedybets første sal, og de sikrer totalt, at publikum i virkeligheden får det, de er kommet for, nemlig troværdige Queen-klassikere. Hold da ferie, hvor de spiller.

Musikerne haler forestillingen i land. Og så netop i år, hvor selve titelhittet, »We Will Rock You«, fylder 40 år. Det er måske en god pointe.

Ordet er dit