Tip os
  • 1/: Shia LaBeouf og Sverrir Gudnason både ligner og spiller John McEnroe og Bjørn Borg så godt, at man nærmest tror, de er virkelighedens tennisspillere i filmen »Borg«. ?
    Foto: Julie Vrabelová/nordisk Film
  • 1/: John McEnroe var en vildbasse af de helt store i en ellers nobel gentlemansport. Amerikanske Shia LaBeouf spiller ham med kolossal nerve og unikt nærvær.
    Foto: Julie Vrabelová/Nordisk Film
  • 1/: Svenske Sverrir Gudnason har spillet med i danske film som »Marie Krøyer« og »Original«, men for fremtiden vil man formentlig bedst huske ham for hans sublime fortolkning af Wimbledon-mesteren Bjørn Borg.
    Foto: Julie Vrabelová/Nordisk Film

Filmanmeldelse: Virtuose tennisspillere

På trods af et for fladt klimaks er »Borg« en skuespilmæssig triumf
14. september 2017, 08.33

Filmanmeldelse Der findes mange klichéer i sportsfilm. Uanset om det er »Rocky«, »Hoosiers« eller »The Damned United«, så er der altid tydelige helte og skurke, som enten skal hyldes eller pilles ned. Og selvfølgelig er det en kliché, at verden kan være så sort-hvid, men klicheer findes jo rent faktisk, fordi de sommetider er sande.

Lige præcis det er danske Janus Metz' første spillefilm, »Borg«, et ret formidabelt eksempel på. For tennis-ikonerne Bjørn Borg og John McEnroe var nemlig som dag og nat. Borg var den noble svensker med det lange, lyse hår, som fans over hele verden elskede, mens McEnroe var den eksplosive ener, der kylede verbale spydigheder efter dommere og publikum - og ofte kogte amerikaneren endda selv helt sammen inde under sin sortkrøllede manke.

Deres Wimbledon-finale i 1980 anses i dag for at være den største tenniskamp nogensinde i al sin klichéfyldte tone og nerve. Her elskede alle nemlig Borg, mens de buhede af McEnroe, og det kunne der uden tvivl være kommet en ensidig og kedelig sportsfilm ud af. Men det gør der ikke, fordi skuespillerne i »Borg« er så fremragende, at man helt glemmer, det ikke er virkelighedens Borg og McEnroe, man sidder og kigger på.

Overdådigt raseri

Samtidig tegner instruktøren et kyndigt billede af tennisverdenen i 1980. Shortsene er korte, håret alenlangt og ketsjerne af træ. Borg er nervøs, indesluttet og determineret i jagten på sin femte Wimbledon-titel. McEnroe er fandenivoldsk i alle livets henseender. Han går på druk og minder om et voksent dampbarn, der ikke skyr nogen midler for at nå til Wimbledon-finalen. Der er ro i billederne, når filmen følger Borg, mens kameraet flyver rundt omkring McEnroe.

Det fungerer ofte forrygende godt, fordi svenske Sverrir Gudnason som Borg og amerikanske Shia LaBeouf som McEnroe leverer sublime præstationer. Gudnason er i hver eneste scene så angst for at tabe en tenniskamp, at hans mimik nærmest kramper. I flashbacks oplever man Borgs barndom, hvor en garageport agerer slagmur. Det var her, han opfandt sin hjemmelavede tohåndsbaghånd, som flertallet af aktive tennisspillere i dag benytter sig af. Men det var også her, han mødte sin træner, Lennart Bergelin (Stellan Skarsgård), der fik ham til at fokusere på spillet.

Helt omvendt er McEnroe, og amerikanske Shia LaBeouf stjæler som ham hver eneste scene, han er med i. LaBeouf ER simpelthen John McEnroe i al sin smerte og galskab, og det er takket være ham, at McEnroe bryder ud af skurkeklichéen og gør »Borg« til en film, hvor man ikke aner, hvem man skal holde med. Da de to kombattanter endelig mødes i den legendariske finale efter udmarvende kampe på og uden for banen, fiser tempoet imidlertid en smule ud af filmen, fordi det hele bliver for pædagogisk og overfortalt. Men det tager nu intet fra de fænomenale skuespillere.

Ordet er dit