Tip os
FCM's Paul Onuachu scorer til 3-0 i søndagens hjemmesejr over FC Nordsjælland.
Foto: Flemming Hansen

FCM nedlagde topholdet

FC Midtjylland besejrede FC Nordsjælland 4-3 på MCH Arena
13. august 2017, 15.00

FODBOLD Topholdet FC Nordsjælland er ikke længere ubesejret i denne Superliga-sæson. Det sørgede FC Midtjylland for søndag eftermiddag på MCH Arena. Her vandt »ulvene« med 4-3 efter en fornem præstation, der vaskede pletten væk fra sidste weekends blamage mod oprykkerne Helsingør.

FCM fik en drømmestart efter blot ét minut, da et hjørnespark fra Jakob Poulsen endte i panden på midtstopperen Zsolt Korcsmár. 1-0!

Det var et aggressivt, fysisk pågående og tempofyldt hjemmehold, der tog imod Nordsjælland-mandskabet, der inden besøget i Herning havde vundet alle fire af sæsonens ligakampe. Men mod FCM havde de små og teknisk velfunderede nordsjællændere - særligt i første halvleg - svært ved at finde tid og plads til at sætte spillet.

Værterne udviste også stor kynisme. Allerede efter 20 minutter var føringen fordoblet. Et indlæg fra Jonas Borring i venstre side passerede gennem FCN-feltet, hvor backen Rasmus Nissen Kristensen kanonerede bolden ind via det ene målhjørne.

Nordsjællands Ernest Asante svarede igen med en skarp afslutning, der tvang keeper Jesper Hansen ud i en stor fodparade. Men det var »ulvene«, der efter en rolig periode, rundede halvlegen effektivt af. Anfører Jakob Poulsen og angriberen Paul Onuachu fulgte op på en lang bold, Poulsen lavede tilsyneladende et frispark på FCN's Patrick Mtiliga, men dommer Michael Johansen tillod spillet at fortsætte. I stedet kunne Onuachu - efter en flot kropsfinte - score i et tomt mål.

Nordsjælland dominerede fra begyndelsen af anden halvleg, men det var FCM der slog til igen. Rilwan Hassan opfangede en bold ved baglinjen. Han sendte den straks ind til landsmanden Paul Onuachu, der hamrede læderet op i nettaget.

Udeholdet fortsatte styringen, mens FCM lurede på omstillinger. FCN's Mathias Jensen misbrugte en gigantchance tæt under mål, men nordsjællænderne fik alligevel nettet tre gange.

De første to gange var det Superliga-topscorer Godsway Donyoh, der udnyttede sløje markeringer i FCM-defensiven.

Dybt inde i overtiden fik Mathias Jensen sågar reduceret en sidste gang med kampens sidste spark

Men trods en blød og sløset FCM-periode til sidst, fjernede reduceringerne ikke det positive indtryk, som FCM-sejren efterlod.

Ordet er dit