Tip os
Jonas Borring og Paul Onuachu jubler over deres lærebogsscoring til 3-2 kort efter pausen. Borring var oplægger, og Onuachu stødte aggressivt ind i bolden og scorede fra få meters afstand.
Foto: Henrik Ole Jensen

FCM

FCM nedlagde mestrene i vildt comeback

»Ulvene« vendte 0-2 til en forrygende 3-2-sejr over FC København i et medrivende opgør, der havde det hele
17. maj 2017, 22.02

Fodbold De ubesejrede danske mestre er ikke længere ubesejrede. FC Midtjylland fik nemlig skovlen under FC København onsdag aften i en mindeværdig fodboldkamp på MCH Arena.

3-2 lød slutcifrene efter en forrygende topkamp, der sender FCM tilbage på bronzekurs.

Intet pegede ellers i den retning midtvejs i første halvleg. Københavnerne førte 2-0 på to træffere af højreback Peter Ankersen. Det sidste var en ren perle direkte på frispark. Men det var også to mål på bare to afslutninger inden for rammen. Det lignede en sur midtjysk aften - og en ny fortælling om modstandere, der var skarpere.

Men FCM'erne viste tårnhøj moral og knoklede sig ind i opgøret.

Og kort før pausen svingede pendulet midtjydernes vej. Jakob Poulsen slog et perfekt indlæg til Paul Onuachu, men det var FCK's Erik Johansson, der fik sidste hårtot på og snød sin egen keeper, Robin Olsen.

Målet gav nyt liv, og i halvlegens sidste sekunder fik André Rømer alle op af sæderne. Højrebacken flugtede et indlæg fra Jonas Borring over i fjerneste målhjørne til 2-2. Det var et af de flotteste mål på MCH Arena i sæsonen.

Ulvene kom stærkt ud fra pausen, og fem minutter inde i anden halvleg blev det til 3-2. Et mønsterangreb over Mikkel Duelund og Jakob Poulsen endte med en knaldhård tværbold fra Jonas Borring til Paul Onuachu.

Opgøret levede til det sidste. FCM fortsatte det gode spil og havde en stribe gode muligheder for at lukke og slukke, men frygten for udligningen lurede hele tiden, selv om københavnerne reelt ikke skabte det store i slutfasen.

Sejren holdt derfor hjem, og den sender FCM forbi Lyngby i tabellen og tilbage på tredjepladsen.

Ordet er dit