Tip os
Paul Onuachu, Rilwan Hassan og resten af FCM-spillerne finder i dag ud af, hvilke modstandere der venter i første og anden runde af kvalifikationen til Europa League-gruppespillet.
Foto: Tom Laursen

FCM

FCM kan ryge til de britiske øer i Europa League

Der er hele tre hold fra de britiske øer iblandt de fem modstandere, som FCM kan trække i første runde af Europa League
19. juni 2017, 10.57

Fodbold Klokken 13.00 får FC Midtjylland at vide, hvad første skridt på den europæiske vej består af, når der er lodtrækning i UEFA's hovedkvarter i Nyon, Schweiz.

I første runde er der 100 hold i bowlen. FCM er iblandt de 50 seedede hold og har sågar næstflest koefficientpoint af alle 100 hold på UEFA's femårs-rangliste. Lyngby er i øvrigt også seedet, selv om de blot har de danske nationspoint at læne sig opad.

Holdene er på forhånd blevet inddelt i små grupper, hvilket betyder at FCM kun kan trække følgende hold i første runde: Derry City (Irland), Flora Tallinn (Estland), Bala Town (Wales), Coleraine (Nordirland) eller Valur (Island).

FCM er også blandt de seedede hold, når der klokken 14.30 er lodtrækning til anden runde. Denne runde består af de 50 vindere fra første runde samt 16 hold, der først indtræder i anden runde - heriblandt Brøndby, da de tog Danmarks bedste Europa League-plads som toer i Superligaen.

Kampene i første runde spilles torsdag 29. juni og torsdag 6. juli.

Anden runde spilles torsdag 13. juli og torsdag 20. juli.

Der er i alt fire kvalifikationsrunder, inden holdene når til gruppespillet, hvor de mange millioner kroner venter i tv- og præmiepenge.

Ordet er dit