Tip os
Claus Hjort Frederiksen.

Et stærkt værn om Danmark

12. oktober 2017, 13.15

FORSVARSUDSPIL Siden Murens fald i slutningen af 1980'ern, har Danmark ikke stået over for et mere alvorligt trusselsbillede, end hvad der er tilfældet i dag. Den frihed og tryghed, som vi sætter så højt, kan vi ikke tage for givet. Mod øst står Nato over for et udfordrende og selvhævdende Rusland. Ustabilitet i Mellemøsten og Nordafrika nærer militant islamisme og skaber grundlaget for terrortruslen og irregulære migrationsstrømme.

Det har regeringen taget bestik af. Derfor har vi i dag fremlagt et forsvarsudspil, der giver et substantielt løft af forsvaret. Forsvarsbudgettet øges substantielt over de næste seks år. Løftet indfases gradvist, og i 2023 vil Forsvarets årlige bevilling være styrket med 4,8 mia. kr., hvilket er en stigning på mere end 20 pct. målt i forhold til i dag. Vi tager danskernes sikkerhed alvorligt. Vi sætter handling bag ordene.

Nato er hjørnestenen i Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi har en stærk interesse i at fastholde Nato-samarbejdet og de transatlantiske bånd som den primære garant for vores sikkerhed. Regeringen vil derfor styrke Forsvarets evne til kollektiv afskrækkelse og forsvaret af Nato. Forsvarets evner skal styrkes, så vi forsvarligt kan deltage i internationale militære operationer som led i terrorbekæmpelse, kapacitetsopbygning og håndtering af de migrationsstrømme, vi har været vidne til.

Forsvaret spiller samtidig også en helt central rolle i Danmarks nationale sikkerhed. Forsvaret skal først som sidst kunne passe på Danmark. Den fortsat alvorlige terrortrussel mod Danmark betyder, at det er relevant, at Forsvaret i endnu højere grad bidrager til danskernes tryghed og sikkerhed herhjemme. Først og fremmest via en øget støtte til politiet. Derfor skal Forsvaret polstres, så det kan bidrage med at aflaste politiet. Eksempelvis skal et vagthold hos Livgarden med kort varsel kunne træde til og hjælpe politiet - eksempelvis ved et terrorangreb.

Cybertruslen er reel, og den er øget betragteligt i de senere år, så der i dag er en meget høj cybertrussel mod Danmark, særligt fra cyberspionage og -kriminalitet. Og truslen fra egentlige destruktive cyberangreb vil kunne stige i forbindelse med en skærpet politisk eller militær konflikt. Derfor vil vi styrke vores evne til at beskytte det danske samfund mod cyberangreb. Styrkelsen af cyberforsvaret skal ske med respekt for danskernes retssikkerhed og personlige frihed.

Det er blot nogle af de elementer, der er i det udspil, som regeringen netop har præsenteret.

Ordet er dit