Tip os
- At mere end 30 procent af de læsende danskere selv har ambitioner om at skrive er et godt eksempel på, hvordan vi ikke længere blot vil være en person, man lægger mærke til, men også et menneske, som man anerkender for at have skabt noget. Og det er kun godt, for det rummer en form for kreativitet og ikke mindst en decideret drøm, siger livsstilsekspert Henrik Byager.
Foto: Colourbox

En skrivende modreaktion: Hver tredje læsehest drømmer om selv at skrive

Hver tredje dansker, der læser bøger, drømmer om selv at skrive. Når vi skriver, trækker vi stikket og indfinder os i et intimt rum, men samtidig kan vi også bruge skrivningen som noget, vi er sammen om
13. august 2017, 17.00

Da online-boghandlen Saxo tidligere i år sendte en stor undersøgelse af de danske læsevaner på gaden, var der særligt ét tal, som sprang i øjnene.

I samarbejde med den årlige litteraturprisfest Blixenprisen havde Saxo nemlig gransket danskernes forhold til bøger og fundet frem til en del mere eller mindre forudsigelige fakta om læseheste lige fra Nordjylland til sydspidsen af Falster.

Men det, der vakte opsigt, var, at hver tredje dansker, der læser bøger, rent faktisk også selv drømmer om at skrive en.

Det er nu ikke, fordi der ligger tonsvis af tilgængelige undersøgelser, når det kommer til danskernes lyst ud i den litterære genre, men tendensen er alligevel klar i de få, der er: Flere og flere siger åbent, at de har ambitioner om at skrive en bog, og med Saxos seneste undersøgelse har dette tal for første gang rundet 30 procent af læserne hertillands.

- Stigningen passer ganske fint ind i den grundlæggende tendens, vi mennesker har til at ville fortælle historier om os selv. Livet bliver i højere og højere grad en fortælling, og derfor spørger flere og flere nok også sig selv: »Hvor vigtig er jeg?«, siger livsstilsekspert Henrik Byager.

Anti-kendt

Man kunne selvfølgelig så påstå, at de litterære ambitioner blot er endnu et eksempel på den selvforherligelse, der vælter ud i hovedet på én, så snart man logger ind på et af de faste sociale medier, som flere og flere danskere også bruger mere og mere tid på i disse år. Men her tager man fejl, mener Henrik Byager:

- Hvis man har lyst til at skrive en bog, er det nærmere en modreaktion på de sociale medier, hvor fotos flyder rundt. Bogen har fået en ophøjet status og er i modsætning til et Facebook-opslag noget nærmest mytologisk i dag. Et Facebook-opslag er jo ofte noget, man allerede har glemt, når man har skrevet det, mens et bogprojekt i langt højere grad er et mentalt maratonløb.

Samtidig peger livsstilseksperten på, at danskernes skrivedrømme også er et resultat af, at behovet for at blive hurtigt berømt er aftagende i disse år.

- Hvis man har en drøm om at skrive en bog, så er det jo det stik modsatte af bare at ville være kendt, for så kunne man jo bare blive reality-stjerne. At mere end 30 procent af de læsende danskere selv har ambitioner om at skrive er et godt eksempel på, hvordan vi ikke længere blot vil være en person, man lægger mærke til, men også et menneske, som man anerkender for at have skabt noget. Og det er kun godt, for det rummer en form for kreativitet og ikke mindst en decideret drøm, siger han.

Drukner i sprog

Et andet sted, hvor man kan se at danskerne er vilde i skrivevarmen efter at udvikle sprog og fortælleteknikker, er på de mange skrivekurser og forfatterskoler, der de senere år er knopskudt over hele i landet.

Flere forlag har oprettet kurser, som er blevet så populære, at de har udviklet sig til halve eller hele års forløb, og samtidig er de danske højskolers skriveophold nogle af de mest søgte.

Trangen til at skrive og dele processen med andre forstår forfatter Christel Wiinblad, der blandt andet har undervist på forfatterlinjen på Esbjerg Kulturskole, og som i dag er tilknyttet skrivelinjen på Københavns Kunstskole.

- I dag overvældes man af sprog. Nyhedsstrømmen er massiv, sproget er løsere og mere abstrakt forankret i virkeligheden, og på de sociale medier konfronteres man konstant med andres liv og historier. Ved at skrive gør man skriften nær. Jeg tror, at man får lyst til og har behov for at skrive sin egen plads i verden frem. Samtidig tror jeg, at folk har fundet ud af, at skriften kan være et meditativt rum og en intim og fordybet måde at være sammen med sig selv og med andre på. På et skrivekursus diskuterer man sin tekst med andre. Ofte er man alene med sin skrift, men her kan man så også være sammen om den.

Samtidig peger hun på, at skrivningen kan få folk til at reflektere på en anderledes måde:

- Jeg tror, at så mange drømmer om at skrive en bog, fordi de kan lide at skrive generelt og føler sig forbundet med det at skrive og læse. Det er positivt, at skrivning kan handle om et mere indre projekt frem for et ydre. Jeg ser det at kunne lide at skrive som et udtryk for, at man er nysgerrig på, hvem man selv er, og hvad det vil sige at være et menneske, som indgår i verden.

Historiefortællingens tid

Spørgsmålet er naturligvis så, om vi skriver for at blive udgivet eller for at lære os selv bedre at kende? Som underviser møder Christel Wiinblad ambitioner om begge dele, når hun får et nyt hold forfatterspirer ind gennem døren. Men den primære grund til skriverierne skal nu alligevel findes et andet sted.

- Det med at blive udgivet er noget, som træder lidt i baggrunden på et skrivekursus. Det vigtigste er, at kursisterne bliver mere interesserede i sproget. De skal gerne kunne lære at se og læse deres tekst på en ny og mere bevidst måde. Sprog er et levende materiale, der i sig selv er skabende. Når man kan lide at skrive, ser jeg det som en modreaktion på den hurtige og effektive måde, som mange i dag oplever, at de skal være til på, siger Christel Wiinblad, mens livsstilsekspert Henrik Byager også ser denne interesse i vores ændrede forbrug af underholdning i dagligdagen.

- Vores fokus på fiktion og drama er skærpet markant de senere år. Når vi skal slappe af, synker vi ned i sofaen og ser Netflix- eller HBO-serier, og dermed bliver historiefortælling også noget, vi ser en stor prestige i. Det er den ypperste underholdning, og derfor kan man på mange måder sige, at vi lever i historiefortællingens tidsalder, siger han.

Ordet er dit