Tip os
Preben Christensn (FL) er tilhænger af at begrave stridsøksen mellem Brande og Ikast.
Foto: Flemming Hansen

En løftet pegefinger fra viceborgmesteren

Fælleslistens Preben Christensen byder ind med sine nytårstanker om Brande og Ikast
03. januar 2017, 14.44

Ikast-Brande »Jeg har med stor interesse læst vores borgmesters nytårsudtalelse. Jeg kan kun være enig med ham i, at vi skal skabe balance i hele vores kommune. Og at det må være på tide at begrave stridsøksen«.

Det siger viceborgmester Preben Christensen fra Fælleslisten om borgmester Carsten Kissmeyers udtalelser i flere artikler omkring nytåret.

Preben Christensen fortsætter:

»Han skriver også, at han vil løfte lillefingeren over den måde, nogle agerer fra Brande. Men han er ikke sur.

Jeg er heller ikke sur, men vil godt løfte pegefingeren, over for de udmeldinger, der er kommet fra byrådets side, om at man vil arbejde, og undersøge muligheden for et rådhus i vores kommune.

Man vil også lukke vandrehjemmet, turistkontoret vil man også nedlægge, borgerservice er nedlagt. Med den mulighed at man kan gå over på biblioteket og få at vide, at man skal til Ikast for at for eksempel få et kørekort.

Det er fire emner, man er i gang med at undersøge om man kan lukke i Brande: Rådhuset, vandrehjem, turistkontoret, og borgerservice.

Er det måden til, at man kan begrave en stridsøkse eller skabe balance i hele kommunen og mellem Ikast og Brande?

Jeg tror det næppe. Jeg kan godt forstå, at der er nogle fra Brande, der er bekymrede, og at de reagerer. Det er vel det, man kalder demokrati. Det er vel ikke anderledes, som man gør andre steder, når der sker ændringer i vores kommune.

Jeg kan også meddele at Fælleslisten ikke bakker op om at lukke de emner, der er nævnt, heller ikke lukningen af rådhuset i Nørre Snede.

Vores borgmester siger også til Herning Folkeblad, at Brande Gamle Kommune havde travlt med at bruge penge fra kommunekassen før sammenlægningen til skolerenoveringen. Det passer ikke. Vores skolestruktur og renovering have vi på plads lang tid før kommunesammenlægningen. Men det er rigtig, at vi kom med mange penge ved sammenlægningen.

Jeg er også enig med borgmesteren i, at man skal holde sig til fakta, når man debatterer«.

Ordet er dit