Tip os
  • 1/: - Jeg elsker at være alene, og jeg elsker at være sammen med mennesker, men hver ting til sin tid. Mange er angste for ensomheden og for at blive stemplet som damen, der sidder om aftenen og spiser chips og drikker hvidvin foran en dårlig tv-serie. Jeg har haft mange gode møder med mig selv, når jeg var alene. Jeg synes, man skal kunne det, siger Elisabeth.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: - Jeg føler mig heller ikke som ung med de unge, men egentlig meget tilpas i min alder, for jeg giver ikke mig selv restriktioner, siger Elisabeth, der fylder 60 den 16. august.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: Med alderen er Elisabeth blevet bedre til at sove på tingene, inden hun træffer en beslutning. - Jeg har et begreb, som hedder AMS - Andre Menneskers Stress - den stress, som andre nemt påfører én. Den prøver jeg at holde fra døren.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: Vi søger alle sammen at blive elsket, men måske ligger kærligheden i, at vi kan finde ud af at elske nogen og bringe den kærlighed ud, siger Elisabeth.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: - Jeg er en 10-årig, en 20-årig, en 49-årig, en 59+-årig. Nogle gange bruger jeg den undren og nysgerrighed, man kan have som barn, og nogle gange bruger jeg min modenhed til at være den kloge gamle.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: Elisabeth er lige blevet mormor til en lille pige og er gået i gang med at lave research blandt unge par for at høre, hvordan man bliver den bedste af slagsen.
    Foto: Carsten Lauridsen

Elisabeth: - Sanseligheden er med til at holde os i live

Man skal ikke blindt vende alle de kinder til, man har, men måske ligger kærligheden der, hvor man ikke kræver og forventer, men giver, siger Elisabeth, der fejrer sin fødselsdag med et nyt album
13. august 2017, 10.00

Høje hæle er blevet lidt hårdere at gå i, og hun gider ikke, hvis det gør for ondt. Hun kan også tænke, at alt for korte kjoler får det til at se ud, som om hun søger tilbage til ungdommen. Det har hun heller ikke lyst til. Dels har hun haft en ungdom, som hun var glad for. Dels er hun godt tilpas med den alder hun har. 16. august kan Elisabeth fejre 60 år i livet, og samme dag sender hun et nyt album på gaden. Et album med 11 kærlighedssange, der måske vil få yngre generationer til at spidse ørerne, når de hører teksterne, som gør klart, at hverken livet, sanseligheden eller seksualiteten er gået i stå på det tidspunkt.

- Det er egentlig ikke, fordi jeg specielt vil sige noget om at være 60, men jeg synes, det er dejligt at kunne. Jeg kan mærke på reaktionen, at flere - også mænd - føler en befrielse over, at jeg ikke bare lægger mig ned og siger: »Åh, jeg er en overgangsalder-ramt kvinde, der er færdig med det hele«. Sådan føler jeg mig overhovedet ikke.

I stedet føler hun sig som en, der har sine forskellige aldre med sig, og det er egentlig en god måde at blive ældre på, synes hun.

- Jeg er en 10-årig, en 20-årig, en 49-årig, en 59+-årig. Nogle gange bruger jeg den undren og nysgerrighed, man kan have som barn, og nogle gange bruger jeg min modenhed til at være den kloge gamle.

Mennesker forpligter

»Rettidig ømhed« hedder det nye album. De to ord har ligget og kogt hos hende i lang tid. Hun kan godt lide den rettidige omhu, men den er ikke nok.

- Den rettidige ømhed hører med. Jeg går ind for, at vi ikke sætter betingelser for at gøre ting ordentligt, elske ordentligt eller give vores kærlighed videre. Det lærer man, når man får børn, for de er ikke udviklede nok til at give noget igen direkte, men i vores almindelige voksne, ligebyrdige forhold, forventer vi tit at få noget tilbage, siger hun og efterligner en psykologstemme:

- »Du skal bare kræve noget«. Det ved jeg ikke, om man skal. Måske skulle man være afventende over for, at ømheden opstår, når man ikke kræver alt muligt, når man ikke forventer, og når man giver i stedet. Vi søger alle sammen at blive elsket, men måske ligger kærligheden i, at vi kan finde ud af at elske nogen og bringe den kærlighed ud. Så tror jeg måske, at vi vil ende i sammenhænge, hvor vi selv vil opleve en stor kærlighed. Måske ikke ved at få den tilbage direkte, men ved at give den. Hvis man kan det, er det stort, for så gør du dig også uafhængig af, at du hele tiden skal have noget tilbage, siger hun og fnyser af ordet »netværk« og dets klang af at indgå i uforpligtende relationer med andre mennesker, så man måske kan bruge dem engang.

- Man skal ikke møde mennesker, fordi de skal være netværk eller tælle med i vennerne på Facebook. Nej, man skal gøre det, fordi vi er mennesker. Dem, man ikke kan rumme på den måde, skal man ikke møde, men hvis man tager mennesker ind, har man også en forpligtelse. Det er ikke bare nogen, der er rare at have som et lager, man har stående.

Mere end »at score«

Det føles som en milepæl at fylde 60, bekræfter hun. Mere end det gjorde at runde 50. Måske fordi hun lige er blevet mormor for første gang. Det minder om, at der vokser noget nyt op, mens hun selv går den anden vej.

- Man ved, at der er kortere tid tilbage. Det, synes jeg, er det største problem - og så det med de høje hæle, siger hun og griner.

- Men det er en spændende udfordring, og det er ret fantastisk at have fået erfaring. Jeg er ikke blevet klog på alt muligt, men jeg er bedre til at bruge det, jeg har lært, i situationer, hvor jeg tidligere har taget den hurtige løsning. Og det er dejligt, hvis jeg samtidig kan bevare en eller anden lille nysgerrig glimmerpige indeni. Det er ikke noget, jeg bevidst gør eller skal holde fast i, men jeg kan se i mine sange, at det også handler om at være opsøgende i forhold til sin sanselighed, seksualitet eller nogle af de andre situationer, hvor man møder sig selv i mødet med den anden. Det behøver man altså ikke være nymfoman for. Det er bare sider af en selv, som der er god grund til at udforske for at kalde noget af alt det frem, vi består af som mennesker. Vi kan også få det i mødet med kunst og store oplevelser, men vi kan også give hinanden det, og jo tættere møderne er, jo mere kan man møde sig selv. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om »at score« og »sex« for mig. Det er et spørgsmål om sanselighed og at kunne bruge den og opleve den sammen med andre mennesker.

Men sanseligheden er vel også

bredere?

- Ja, men det er nogle af de samme begreber, der ligger i det. Det er noget med at glæde sig over det, der er, i stedet for at drømme om noget andet. Hvad kan nu fylde den der længsel i mig? Det kan det, der er lige her, siger hun og peger på timianen, der står i en krukke på bordet mellem os.

- Den er lidt vissen, men det gør egentlig ikke noget. Alt det, som er blomster og kager og krop, får større og større værdi i mit liv. Det er lige for næsen af os, hvis vi kan finde en måde at gribe det på i stedet for at drømme om møbler, fjernsynsprogrammer og nye tasker. At få vakt sin sanselighed, bare ved et smukt maleri eller en god roman, giver mig utroligt meget at leve videre på. Jeg kan sagtens finde på at købe et par dyre sko, for jeg holder også af smukke ting, men glæden er ikke så lang - og det ved vi også godt.

Bedst som mig selv

At gå efter det, hun er nysgerrig efter, har i det hele taget givet hende mange glæder. Det gør også ondt af og til, og man får døre i hovedet, men sådan er livet, når man hellere vil løbe en risiko end ligge på dødslejet og ærgre sig, konstaterer hun tørt.

Lige så kontant er svaret, da vi snakker om, at hun altid har holdt sig fra at stille op i quizprogrammer, som dommer i talentshows og alle mulige andre ting, som måske handler mere om at være kendt end at være sangskriveren Elisabeth. Hvor får man styrken fra, vil jeg gerne vide, til at sige nej, når masser af mennesker mener, at det vil være rigtigt godt for karrieren?

- Det er sgu ikke nogen styrke. Så svært er det ikke, lyder det.

- Jeg har ikke brug for den anerkendelse, der kunne ligge i det. Jeg er ikke af sten, jeg kan også blive smigret over et tilbud, men så stiller jeg mig selv det enkle spørgsmål: »Hvorfor skulle jeg gøre det?« og derefter: »Er der nogen, der lige så godt kunne gøre det som mig?«. Det er der mange, der gerne vil, og derfor er de også bedre til det. Det er bare lidt ærgerligt, at det er der, pengene ligger i dag. Jeg ville jo godt have dem til at lave nye plader for, siger hun og griner.

- Men det vigtigste er, at jeg føler, jeg kan bidrage med noget som den, jeg er. Det er lige meget, om man er popsangerinde eller skolelærer eller noget tredje. Det er et ansvar, vi har. At man bidrager med det, man er bedst til. Det giver også en selv de største glæder. Det betyder ikke, at man ikke skal afsøge, hvad man kan, for det ved man jo ikke, men når man har fundet ud af det, kan man hvile i det og føle, at man gør noget godt.

Angsten for ensomhed

Generelt er hun mere interesseret i nye spørgsmål end i svar, siger hun. Og hun har heller ikke lyst til, at livet er statisk. Det er fint, at det giver nye muligheder, at børnene er flyttet hjemmefra.

- Der har været perioder, hvor der var små børn og større børn, perioder, hvor det handlede meget om mig, der var ung og skulle lave rockmusik, og perioder, hvor jeg var meget i tvivl, fik en blodprop, blev skilt og skulle hele lidt og sunde mig oven på alt det, der skete, men det har ikke været det samme. Derfor har jeg ikke lyst til at gentage ting. Hvis jeg har været i et ægteskab én gang, jager jeg heller ikke ud og søger den samme tryghed igen. Så gør jeg noget andet for at få de nuancer og de erfaringer med.

En social enspænder karakteriserer hun sig selv, og selvom hun synes, at vi skal tage os af hinanden, når ensomheden bliver for præget af angst og tristhed, er vi også alt for bange at være alene.

- Jeg elsker at være alene, og jeg elsker at være sammen med mennesker, men hver ting til sin tid. Mange er angste for ensomheden og for at blive stemplet som damen, der sidder om aftenen og spiser chips og drikker hvidvin foran en dårlig tv-serie. Jeg har haft mange gode møder med mig selv, når jeg var alene. Jeg synes, man skal kunne det. Når jeg kan være med mig selv, bliver jeg bedre til at være sammen med andre. Jeg gider ikke at trøstespise is, fordi jeg er alene lørdag aften. Måske er der en god opera i radioen, jeg skal sidde og strikke og tænke lidt, i morgen skal jeg måske være sammen med mine børn og på mandag med min kæreste. Dejligt! Sikke en frihed!

»Rettidig ømhed« udkommer på onsdag.

Ordet er dit