Tip os
Foto: Tom Laursen

Drabstiltalt er dømt for drab med nøjagtig samme modus

Anklageren bad om forklaring på, hvordan 48-årig herningenser var havnet i nøjagtig samme situation som tidligere. Det fik hun intet svar på
20. marts 2017, 16.25

Herning Den 48-årige herningenser, som ved Retten i Herning er tiltalt for manddrab og tyveri fra 54-årige Hanne Birgitte Thrige Pedersen i Nr. Vium nytårsaften 2015, er tidligere idømt 12 års fængsel i en sag, der ligner den nuværende til forveksling.

Oplysningen kom frem mandag midt på eftermiddagen, hvor specialanklager Pia Koudahl dokumenterede, at den tiltalte blev dømt for at kvæle kvinden med en snor og for at have stjålet penge fra hende efterfølgende.

Pia Koudahl spurgte den 48-årige mand: Hvordan vil du forklare, at du nu står i samme situation?

Tiltalte svarede: Det ved jeg ikke, for jeg var ikke ude ved Hanne.

Ikke sammenhæng i forklaringen

Oplysningen om, at drabsmodus i den tidligere sag var den samme som den, han nu er tiltalt for, er helt nye oplysninger, som ikke har været fremme, fordi den 48-årige mand har været omfattet at et navneforbud.

Under dagens retsmøde blev navneforbuddet ophævet, og derfor kan offentligheden få kendskab til mandens fortid.

Han nægter sig skyldig, men afgav i løbet af dagen forskellige forklaringer på, hvad han lavede i dagene efter nytårsaften. Noget kunne han huske, og andet havde han glemt.

Det mest bemærkelsesværdige var, at det var lykkedes ham at køre fra Gullestrup til sit hjem i Gødstrup, hænge en lampe op og køre tilbage til Gullestrup på et sted mellem 30 og 45 minutter inklusive de to køreture.

Dagen efter satte han igen en lampe op på sin bopæl i Gødstrup, selv om han tidligere havde forklaret, at han ikke havde været hjemme.

Løgn og latin

Nytårsaften havde han to gange med få timers mellemrum løjet over for sin kæreste og dennes børn, og det ønskede forsvarer Charlotte Krarup hans forklaring på.

- Det ligger til familien, at vi er hurtige til at komme med historier. Det har jeg både fra min mor og far, svarede den 48-årige mand.

Charlotte Krarup spurgte også ind til, hvor han følte sig kaldet til at tale med andre om den afdøde Hanne Birgitte Thrige Pedersen.

Den tiltalte svarede først efter en lang pause og et dybt suk.

- Fordi det var en person, som betød meget for mig.

Vidner afhøres onsdag

Omkring klokken 15.15 var afhøringen af den 48-årige mand slut. Retssagen fortsætter onsdag, hvor de første af i alt 37 vidner skal afgive forklaring.

Ordet er dit