Tip os
Bent Thomsen.

Derfor er forenings-livet vigtigt

14. september 2017, 10.30

FORENINGER Danmark er kendt for at have et rigt foreningsliv. Det skal vi være glade for. Der er mindst to grunde til, at foreningslivet fortsat skal spille en stor rolle i vores hverdag.

For det første leverer foreningslivet demokratiske fællesskaber. Der foregår en dannelse og en demokratisk træning i foreningslivet, hvor man i fællesskab og på tværs af sociale skel skaber resultater sammen. Rummeligheden spiller her en vigtig rolle.

For det andet opnår medlemmerne gennem motion et bedre helbred. Sundhedstilstanden bliver forbedret - både fysisk og mentalt - og det er selvfølgelig vigtigt for den enkelte, men også samfundet, da det reducerer sundhedsudgifterne.

På denne baggrund er det vigtigt, at kommunerne bakker op om det frivillige foreningsarbejde. Det skal ske gennem langsigtede strategier, hvor der sikres ordentlige faciliteter til foreningslivet. Det er vigtigt i denne sammenhæng at inddrage brugerne (lederne) i beslutningerne, da de bedst ved, hvilke behov der findes. Samtidig giver det en ejerskabsfornemmelse i foreningerne.

Hvis jeg bliver valgt til byrådet i Ikast-Brande Kommune 21. november, vil jeg arbejde for, at foreningslivet fortsat har en fremtrædende rolle under ordentlige forhold i vores kommune.

Ordet er dit