Tip os
  • 1/: Agurkeruller med solsikkespread.
    Foto: Columbus Leth
  • 1/: Kokos-karrygryde med kartofler og kål.?
    Foto: Columbus Leth
  • 1/: Cheesecake med nøddebund, mørk chokolade og jordbær.
    Foto: Columbus Leth
  • 1/: Johanne Mosgaard: »Vegansk - Livin la vida vegan«.
    Foto: Politikens Forlag

Mad

Den veganske livsstil

At blive veganer betyder helt klare fravalg, men også tilvalg i form af mange grøntsager. Den grønne livsstil kræver dog, at man tænker nyt, når det gælder madlavning
13. august 2017, 11.00

At leve den veganske livsstil betyder, at jeg ikke spiser dyr eller andre animalske produkter. Det betyder også, at jeg ikke går i læder, uld og pels, og at mine skønhedsprodukter ikke er testet på dyr.

Jeg traf beslutningen om at leve vegansk af etiske årsager - på grund af dyrene. Ikke fordi jeg hadede smagen af ost og bacon, men fordi jeg ikke kunne forsvare at støtte kød-, ægge- og mælkeindustrien.

Valget om at blive veganer betyder helt klare fravalg, men for mig har det i den grad også betydet tilvalg i form af en masse grøntsager. Før jeg blev veganer, fik jeg nemlig slet ikke nok grønt indenbords, og jeg har mærket positive forandringer i min krop, efter jeg har skiftet til en plantebaseret kost. Den grønne livsstil har tvunget mig til at tænke i nye baner, når det gælder madlavning. Både når det kommer til at lave veganske udgaver af nogle af de gode gamle klassikere, men mest af alt når der skal findes på helt nye livretter og hverdagsretter til de travle dage.

Jeg har lavet opskrifterne som inspiration til at tilberede veganske retter. Hvis du føler dig godt tilpas i et køkken, kan jeg kun opfordre dig til at eksperimentere og justere opskrifterne, så de passer til dig. Brug de ingredienser, du har liggende, som er på tilbud eller i sæson, og lav dine egne versioner. Er du ikke til speltmel, så kan du altid erstatte med fuldkornshvedemel eller almindeligt hvedemel. Vil du hellere bruge almindeligt hvidt sukker og sirup i stedet for de alternativer, jeg bruger, så gør det. Er du ikke til stærk mad, så drop chilien, og bryder du dig ikke om koriander, kan du erstatte det med et andet krydderi. I opskrifterne har jeg blot angivet, hvilke ingredienser jeg bruger, og det står dig frit for at bruge det, du har lyst til.

Hyg dig med madlavningen, og lad være med at stresse over det. Madlavning skal være sjovt, og resultatet skal være godt, og det bliver altså bare bedre, når måltidet er lavet med et drys kærlighed og et smil på læben.

Agurkeruller med solsikkespread (forret til 4 personer)

2 agurker

2 gulerødder

2 avocadoer

Friske spirer

Karse

Solsikkespread:

100 g solsikkekerner

50 g soltørrede tomater

2 spsk. tahin

1/2 citron

Salt og peber

Solsikkespread: Stil solsikkekerner i blød i mindst fire timer, gerne natten over. Si vandet fra, og blend de opblødte solsikkekerner med soltørrede tomater, tahin og citronsaft. Brug en foodprocessor eller en minihakker. Tilsæt en smule vand, hvis du ønsker en tyndere konsistens, eller har svært ved at få blendet det igennem. Smag til med salt og peber. Server som spread til for eksempel agurkeruller, eller brug den som pålæg i en sandwich eller dip til grøntsagsstænger.

Snit agurker i aflange to-tre millimeter tynde skiver på langs på et mandolinjern, riv gulerødderne på et rivejern. Halver avocadoerne, fjern stenene og skær avocadokødet i tynde skiver. De to agurker udgør to store ruller, der efterfølgende skal skæres ud. Lav en rulle ad gangen.

Læg nu agurkeskiverne efter hinanden på et skærebræt. Sørg for, at halvdelen af hver skive ligger oven på den forrige, så den danner bunden for dine ruller. Læg fyldet, som hvis du skulle lave sushi, og agurkeskiverne var et stykke tang. Dæk agurkeskiver med et jævnt lag solsikkespread, på nær de øverste fire centimeter. Læg revne gulerødder og avocadoskiver oven på solsikkespreaden og til sidst friske spirer. Rul forsigtigt din rulle sammen. Knækker agurkerne, har du lavet agurkeskiverne for tykke.

Skær til sidst den store rulle ud til fire små ruller. Når du har lavet begge dine ruller, er der otte små ruller i alt. Server som forret eller som en let anretning med andre små retter a la tapas.

Kokos-karrygryde med kartofler og kål (aftensmad til 4 personer)

2 tsk. kokosolie

1-2 tsk. karry

2 tsk. grøn karrypasta

2 porrer

500 g kartofler

1 spsk. grøntsagsbouillonpulver

1/2 bundt palmekål

200 g frosne ærter

240 g kogte kikærter

1 dåse kokosmælk

Sojasauce efter smag

Til servering:

Brune ris

Varm en stor gryde op med olie. Svits karry og karrypasta og tilsæt finthakkede porrer. Skær kartofler i tern, og kom dem i gryden. Dæk grydens indhold med vand, og tilsæt også grøntsagsbouillonpulver. Læg låg på gryden og kog indholdet op. Skru herefter ned til middel varme, og lad det simre i et kvarters tid.

Skær stænglerne fra palmekål, og hak det groft. Kom kålen i simregryden sammen med ærter, kogte kikærter og kokosmælk. Læg låget på og lad det simre yderligere i cirka 5-10 minutter.

Smag til med ekstra karrypasta og sojasauce. Server retten med brune ris.

Tip: En rigtig hverdagsgryderet, der er nem at lave, og du kan selvfølgelig tilpasse med de grøntsager, du nu har liggende.

Glutenfri tip: Erstat sojasauce med tamari.

Cheesecake med nøddebund, mørk chokolade og jordbær

Bund:

200 g nødder efter eget valg

150 g dadler uden sten

Fyld:

200 g cashew- eller macadamianødder

1 dåse fuldfed kokosmælk

2 spsk. koldpresset kokosolie

1/2 citron

1 tsk. vaniljepulver eller korn fra 1 vaniljestang

3 spsk. agave- eller ahornsirup

Topping:

100 g mørk chokolade

Masser af friske bær, for eksempel jordbær

1 springform, 24 centimeter

Bund: Start med at riste nødderne på en tør pande, så de bliver let brunede. Blend de ristede nødder godt sammen med dadler og tryk massen ned i springformen.

Fyld: Sæt cashewnødder eller macadamianødder i blød i mindst fire timer, før kagen skal laves. Blend cashewnødder, kokos- mælk, kokosolie, citronsaft, vaniljepulver og sirup grundigt i en foodprocessor eller en kraftig blender. Kom fyldet oven på bunden i springformen. Stil nu kagen i fryseren i mindst fire timer. Kagen kan holde sig i op til en måned i fryseren.

Topping: Når kagen skal serveres, tages den ud minimum 30 minutter før servering. Smelt mørk chokolade, og hæld det over kagen, pynt til sidst med de friske bær.

Tip: Denne cheesecake har intet med ost at gøre, men det er alligevel det bedste ord, der kan beskrive kagen. Bunden kan laves med de nødder, du har lyst til, hvorimod fyldet kun kan laves med enten cashew- eller macadamianødder. Husk at være i god tid, når du laver cheesecake!

Tekst, opskrifter og fotos er fra »Vegansk - Livin la vida vegan« af Johanne Mosgaard (Politikens Forlag)

Ordet er dit