Tip os
I 2013 blev regionens stemmesedler trykt i Grenaa, men denne gang sker det i Esbjerg. Det sikkerhedsgodkendte trykkeri kan trykke cirka 18.000 stemmesedler i timen. De i alt 980.000 stemmesedler bliver talt op i bundter af 100 styk og pakket i kasser til hver enkelt valgkreds.
Foto: Region Midtjylland/henrik Brøns

Den gule stemmeseddel til regionen bliver »kun« 90 centimeter lang

10. oktober 2017, 13.49

REGIONEN Der skal bruges næsten en million gule stemmesedler til regionsrådsvalget 21. november - helt præcis 980.000 - og på fredag klokken 9 går de første stemmesedler i trykken.

Det sker på trykkeriet Rosendahls Print Design Media i Esbjerg. Trykstarten markerer også afslutningen på de omfattende forberedelser, det kræver at sætte 20 politiske lister og 259 kandidaters navne på i alt knap 30 ton papir.

Når der skal være en stemmeseddel til alle borgere over 18 år, er der i alt brug for 980.000 gule eksemplarer, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

For fire år siden var der dog 993.683 stemmeberettigede borgere i regionen, men da den ellers usædvanligt flotte stemmeprocent trods alt kun var på knap 74, blev der dengang reelt kun brugt 733.849 stemmesedler.

Lidt som med pengesedler er stemmesedler en tillidssag, for kommer der falske i omløb, stemmer regnskabet ikke. Blandt andet derfor er opgaven med at trykke stemmesedlerne til regionsvalget i Region Midtjylland lagt i hænderne på et særligt sikkerhedsgodkendt trykkeri.

Papiret, der i øvrigt er FSC-certificeret papir, er desuden en gennemfarvet type, som er meget vanskelig at forfalske.

Planlægningen af produktionen er i sig selv en stor udfordring, fordi grafikere og trykkeri ifølge pressemeddelelsen først får de endelige oplysninger om navnene på kandidater og partilister 48 timer før trykstart.

Med sine 90 centimeters længde bliver stemmesedlen i øvrigt lidt nemmere at håndtere end de 102 centimeter for fire år siden. Den bliver også 10 centimeter smallere end de 35 centimeter i 2013. work

Ordet er dit