Tip os
Erling Askjær Jørgensen.

Demokrati er ytringsfrihed

17. juli 2017, 12.30

YTRINGSFRIHED 10. juli bragte Herning Folkeblad et læserindlæg fra en Sunds-borger med overskriften »Trist at høre på« og den pågældende forstår jeg således, at han mener det er trist at høre på, hvis det nuværende byrådsflertal kritiseres, herunder især hvis et tæt samarbejde mellem Lars Krarup og Johs. Poulsen kritiseres i relation til, hvad der kommer ud af samarbejdet.

Der er flere slags kritik. Et eksempel er når den pågældende Sunds-borger fremfører personlig nedgøring af en borger, og gør dette, fordi Sunds-skribenten ikke er i stand til at komme med saglige og sande modargumenter. Den slags udnyttelse af ytringsfrihed synes jer er trist at høre på, og læse.

Så er der en anden type ytringer. Når f.eks. Hernings borgmester i et indlæg i Herning Folkeblad fremhæver, at Herning Kommune fik 1,1 milliard kroner ud af at sælge de forbrugerejede forsyningsværker, så er dette ikke en rigtig information til Hernings borgere. Fakta er, at Staten modregnede i Herning Kommunes bloktilskud på grund af den store ekstraordinære indtægt, så Herning Kommunes netto ud bytte var 823 millioner kroner. Her fejlinformerede borgmesteren direkte.

Så er det også fremført af borgmesteren, at det kostede Hernings fjernvarmeforbrugere maks. 282 mio. kr. Fakta er, at det koster os 282 mio. kroner + 172 mio. kr. i alt 454 mio. kroner og dette opkræves så som arealafgift og bliver derved tillagt 25 procent moms og den faktiske udgift for fjernvarmeforbrugerne er hermed 568 mio. kr. og nu er der så faktisk kun 255 mio. kr. i difference på det nettobeløb, Herning Kommune fik hjem, og det som det kostede fjernvarmeforbrugerne. Men ak og ve, der er allerede søgt om tilladelse til yderligere opkrævning vedfjernvarme forbrugerne, så vi kan nemt ende på et negativt resultat, inden regnestykkerne bliver afsluttede.

Fakta er, at det er de ca. 19.000 fjernvarmeforbrugere i Herning, der betaler gildet, medens man i Sunds og i andre omegn byer kun sidder med fordelene ved, at Herning Kommune fik en ekstra indtægt på 823 mio. kr. Mon skribenten i Sunds synes, dette er trist at høre på? Uanset hvordan, er det fakta, som borgerne bør forholde sig til ved byrådsvalget i november. Men fuldt forståeligt, hvis man fortsat er ivrig Venstre-vælger og bor i Sunds, så er det da trist at høre på fakta.

I øvrigt er jeg da enig i, at der er mange fordele ved at bo i Herning kommune, f.eks. de fantastiske gode indkøbsmuligheder, her i Tjørring i ABC Lavpris og i øvrigt ude i det fantastiske indkøb mekka i herningCentret og i Bilka og alt det andet derude. Men dette er jo ikke opbygget af byrådet. Og MCH er ikke startet og løbet i gang af det nuværende byråd. MCH blev startet mange år før, Lars Krarup blev borgmester.

Ordet er dit