Tip os
  • 1/: David Attenborough, der er aktuel med »Vores planet 2« på DR1, har ikke blot begejstret generationer af seere med sine naturprogrammer, han har også på sin egen stilfærdige måde fået vores øjne op for, hvor sårbar planeten er. ?
    Foto: Colossus Productions/ritzau Foto
  • 1/: For David Attenborough er der ikke forskel i begejstringen for en hval eller et firben. Begge dyr har spændende historier at fortælle, og begge dyr er lige vigtige for naturen.
    Foto: James Brickell/Nature Picture Library/Ritzau Foto
  • 1/: - Jeg tror, at seerne hurtigt bliver trætte af værter, der leger med giftige slanger og slås med krokodiller. Det er underholdende i en kort Facebook-post i en rygepause, men David Attenboroughs udsendelser i tv griber fat i os - også dagen efter, siger naturfotograf Uri Golman.
    Foto: Michael Salisbury/Nature Picture Library/Ritzau Foto

David Attenborough: Naturens lavmælte stemme

David Attenborough begejstrer - trods sin klassiske måde at formidle på - generationer af seere verden over med sin passion for naturen. Og hans betydning rækker ud over tv-mediet, vurderer danske naturformidlere: Han har fået folks øjne op for planetens sårbarhed
17. juli 2017, 07.58

tv-legende Klapsalverne bliver ved, og rundt omkring i den store sal i Operahuset i Sydney begynder publikum at rejse sig, selv om aftenens program kun lige er begyndt. Adskillige har tårer i øjnene, og oppe på scenen smiler en ældre herre i blå, kortærmet skjorte og grå lærredsbukser forlegent, mens han med begge hænder signalerer, at der ikke er grund til det store bifald.

Men salen er uenig. Manden på scenen er en levende legende, hvis stemme de fleste er vokset op med, så de har en fornemmelse af at kende ham - bare lidt.

Da jublen lægger sig, tager Sir David Attenborough plads i en lænestol over for en australsk tv-vært. Han understreger straks, at bifaldet i virkeligheden bør gå til alle de mennesker, der arbejder hårdt under vandet, på toppen af bjerge, i dybe regneskove og i de hedeste ørkner for at filme de sekvenser, som et par år senere skal blive til serien »Vores planet 2«, der i øjeblikket kan ses på DR1.

Manden bag den verdensberømte stemme blev født i 1926 i London, men voksede op i mere landlige omgivelser, da hans far blev rektor på universitetet i Leicester. Her fik han en stor del af sin tid til at gå med at samle fossiler, fange slanger og kigge på fugle. Som ung læste han geologi og zoologi og drømte om at rejse til klodens fjerneste egne på ekspeditioner, selv om fremtiden nok mere realistisk lå i et laboratorium. I begyndelsen af 1950'erne arbejdede han på et forlag, der udgav bøger om videnskab for børn, og da så han et jobopslag fra BBC, som søgte en producer til radioen. Stillingen fik han ikke, men BBC skrev tilbage, om han var interesseret i at arbejde med et nyt medie, der kaldtes television, og det takkede han ja til. I 1952 var han vært på et ti minutter langt program om et levende fossil - en fisk, som forskerne mente, var uddød for millioner af år siden, men som blev fundet i levende live i Sydafrika i 1938.

Efter den tv-optræden skrev hans første chef:

»David Attenborough er intelligent og lovende og kan meget vel have i sig, hvad der skal til for at blive producer, men skal ikke bruges som interviewer igen. Hans tænder er for store«.

Kærlighed og entusiasme

Forudsigelsen om, at han skulle blive en dygtig producer, kom til at holde stik, men ideen om at holde den nu 91-årige skærmtrold væk fra seerne, blev som bekendt ikke til noget. Og heldigvis lyder det fra en række danske naturformidlere.

- Jeg husker ham ekstremt tydeligt fra min barndom. Når jeg endte med at læse biologi, skyldes det de naturfilm, jeg så som lille, lyder det fra Line Friis Frederiksen, som har været vært på DR's tv-program »Viden om« og i øjeblikket arbejder på en ny sæson af serien »Kyst til kyst«.

Hun hæfter sig især ved den begejstring, der brager gennem skærmen og ud i stuerne, selv om David Attenborough selv sjældent gør meget væsen af sig selv, men lader billederne tale for sig selv.

- Der er en trend i øjeblikket, hvor en del producere og værter er overbeviste om, at alt skal gå stærkt, men har man de rette billeder, de rette historier og den rette stemme, så savner folk måske roen - man behøver ikke nødvendigvis at gøgle tingene op, tilføjer hun.

Helle Olsen og Uri Golman, der begge er naturfotografer, arbejder i øjeblikket på et National Geographic-støttet projekt, som skal munde ud i en bog om naturen på alle syv kontinenter. Bogen skal sendes til samtlige miljøministre i verden, og parret håber på, at David Attenborough vil skrive forordet.

- Jeg tror, at seerne hurtigt bliver trætte af værter, der leger med giftige slanger og slås med krokodiller. Det er underholdende i en kort Facebook-post i en rygepause, men David Attenboroughs udsendelser i tv griber fat i os - også dagen efter, siger Uri Golman.

Parret er direkte inspireret af David Attenborough i deres arbejde, hvor de også først og fremmest ønsker at formidle viden og begejstring.

- Han formår på en lavmælt måde at formidle kærlighed og entusiasme og følelser så store som kloden selv. Dyrene og planterne kommer jo direkte ud i stuerne til os, supplerer Helle Olsen.

Og det gælder ikke kun naturens store hit som hvaler, elefanter og isbjørne. Gennem alle årene har det været vigtigt for David Attenborough, at seerne oplevede sammenhængen i naturen - at det, der sker i Grønland, har betydning for livet ved Great Barrier Reef i Australien, og at elefanterne i Afrika er afhængige af kulturen i Sydøstasien. Det var nyt dengang, og han tog nogle verbale slåskampe med sine chefer i BBC, der mente, at programmerne ikke ville være fokuserede nok, ligesom det også var nyt, når han insisterede på at tage ud i verden og vise seerne det, de ikke selv kunne rejse ud og opleve.

- Der er ofte en mani med kun at fokusere på de giftigste og farligste dyr, men det har David Attenborough aldrig gjort. Han har en bredde i sin formidling, så han tager seerne med ind i en verden, de ikke havde forestillet sig eksisterede - og så bliver man fascineret, siger Jesper Stagegaard, der er direktør i Ree Park og har lavet flere naturprogrammer til tv.

For David Attenborough er der ikke forskel i begejstringen for en hval eller en snegl. Begge dyr har spændende historier at fortælle, og begge dyr er lige vigtige for naturen.

- Jeg husker engang, han fortale om en løvhyttefugl. Den er lille og brun, men bruger lang tid på at bygge en hytte af græs, som den pynter for at få fat på en mage. Og David Attenborough gik helt i selvsving over den. Selv vandmænd, der svømmer, har han vist os skønheden i, siger Uri Golman.

Og det trækker stadig seere til. Seermålinger i Storbritannien viste, at selv de unge foretrak David Attenborough frem for »X Factor« i den periode, »Vores jord 2« var på skærmen.

- Hurra!, udbryder tv-vært Line Friis Frederiksen, da hun hører om undersøgelsen:

- Det viser jo bare, at hvis naturen vises rigtigt, er den mere smuk, overraskende og dramatisk end det bedste realityshow.

Hvor er masseudryddelsen?

Netop de smukke billeder har ført kritik med sig. Da »Vores jord 2« sluttede på BBC, skrev Martin Hughes-Games, der også producerer naturprogrammer, i avisen The Guardian, at David Attenboroughs serier kun viser seerne skønheden, men går uden om de afblegede koralrev, afbrændte regnskove og millionbyerne lige uden for de små reservater, hvor dyrene lever.

»Disse programmer laves, som om den globale masseudryddelse slet ikke foregår. Producerne fortsætter med at tage ud til hastigt skrumpende parker og reservater for at lave deres film og skaber en smuk, betagende fantasiverden, et Utopia, hvor tigre stadig løber frit omkring uden problemer, og hvor naturen eksisterer, som om mennesket aldrig havde været der. Ved at skabe denne løgn pakker de seere over hele verden ind i en falsk tryghed«.

Line Friis Frederiksen forstår godt argumentet. Hun mener også, det er vigtigt at informere om forurening, ødelæggelse af levesteder og klimaforandringer, og hun har før set en serie om hvaler, hvor sidste fjerdedel af hvert afsnit handlede om problemerne for de store dyr.

- Det er helt sikkert en diskussion værd, hvordan man gør det, for man risikerer også skubbe seerne væk, siger hun.

Naturfotograf Helle Olsen er enig:

- Det er ikke, fordi aktivisme ikke er vigtigt, men jeg tror ikke, David Attenborough var nået helt ind til hr. og fru Olsen, hvis han havde optrådt som en slags Greenpeace-aktivist i programmerne. Hvis man hele tiden peger fingre og nævner alt det negative, slukker folk - han viser i stedet for alt det skønne og siger så: »Det her risikerer vi at miste«.

Hun og Uri Golman bruger samme tilgang i deres arbejde med bogen til verdens miljøministre, som de ikke tror vil lytte, hvis de taler til deres dårlige samvittighed.

- David Attenborough har sagt noget i retning af, at det, man elsker, vil man beskytte - men man kan ikke elske noget, hvis ikke man kender til det. Vi vil også forsøge at vise folk magien og inspirere folk til at passe på naturen, forklarer Uri Golman.

Større betydning end man kan måle

Man vil også lægge mærke til, at David Attenborough med tiden er blevet mere tydelig i sine advarsler til seerne. Allerede i 1984 i serien »The Living Planet« sluttede han af med at sige, at jorden og livet på den lå i vores hænder. Den pointe er sidenhen blevet mere og mere klar. Det samme er sammenhængen mellem dyreliv og klimaforandringer, som den gamle formidler ellers også er blevet kritiseret for at ignorere. Den kritik har han tidligere taget på sig med ordene om, at han som videnskabsmand selv ville være helt sikker på, at der ikke længere kunne stilles spørgsmålstegn med de mange forskningsresultater på området. Trods kritikken er Uri Golman ikke i tvivl:

- Hans betydning for naturen og naturbevarelse er større, end man kan måle.

Den beskrivelse får også David Attenborough til at krympe sig i Operahuset i Sydney, og atter understreger han, at han for det første ikke er alene om at lave serierne, og at det først og fremmest er os som seere, der kan gøre en forskel, når rulleteksterne er forbi. Og han har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig, for som han siger, kan det være meget rart at smække benene op, men det bliver også hurtigt meget kedeligt.

- Folk skal mærke, at naturens verden er vigtig og værdifuld og smuk og vidunderlig og et under og en nydelse, men de vil ikke elske det, hvis ikke de ved noget om det, siger han med den rolige, lavmælte stemme, som verden kender.

Ordet er dit