Tip os
Lone Nielsen.

Børn, der ikke er skoleparate, skal ikke i skole

20. juni 2017, 10.45

SKOLESTART Vores folkeskoler lider under de mange uhensigtsmæssige påvirkninger, de får. En af de grimme er det faktum, at skolerne modtager børn i 0. klasse, der ikke vurderes at være skoleparate. At få udsat skolestart i Herning Kommune er praktisk talt umuligt. Børn, der vurderes til ikke at være skoleparate i børnehaven, pga. umodenhed eller andet, sendes stadig afsted, uden mulighed for, at forældrene kan klage over denne procedure. Forældre og skoler er magtesløse, og børnene taber, også dem der er skoleparate!

Det kalenderår, hvor dit barn fylder seks år, skal det starte i skole, hvis du bor i Herning Kommune. Kommunerne har muligheden for at give tilladelse til udsættelse, hvilket de fleste af dem også gør, men det gør man ikke her. Det betyder, at Herning Kommunes folkeskoler i dag står med indskolingsbørn, der ikke kan sidde stille, ikke kan vente på tur, ikke er renlige, ikke kan modtage læring, der virker forstyrrende for de andre elever osv. Børn, der ikke trives, fordi de ikke er klar til skole, og slet ikke med den lange skoledag, der er i dag. Altså får de og deres skolekammerater,en rigtig dårlig skolestart, som præger dem hele folkeskolen igennem.

Ikke-skoleparate børn, der presses ud i en for tidlig skolestart, har meget større risiko for at mistrives, og har meget større risiko for at komme ud med ringere resultater, end de ville have fået med en god skolestart. Der er desuden sandsynligt, at de får behov for særlig støtte i skolen og bliver et barn med »særlige behov«. De bliver udsatte børn - med risiko for at tage deres kammerater med i faldet.

Vi får også personale i skolerne, der går ned med stress, da de ud fra forudsætningerne ikke kan varetage opgaven, de er sat til, nemlig at uddanne vores børn. Deres opgave kommer til at bestå af at forsøge at opretholde en nogenlunde ro og orden i en klasse, hvor nogen hænger i gardinerne, nogen er højlydte, andre grædende og så dem, der ikke kan sidde stille. De stille børn bliver dem, der sidder og gemmer sig og ikke får åbnet for læring. Alle mistrives! Vi er på vej mod en katastrofe og opbygger en lavine af børn, der ikke får en ordentlig skolegang. Survival of the fittest - jungleloven er trådt i kraft.

Incitamentet for hele miseren er at spare penge, for børn er billigere i folkeskolen end i pasningstilbud. Og med den økonomiske omfordeling, som tyder på at ødelægge hele vores folkeskole, betyder det, at det er skolernes eget ansvar at inkludere børnene, også økonomisk. Deres vigtigste rolle er nu ikke længere at lære børn at læse og skrive, men at rumme og inkluderer børn, der ikke er læringsparate.

»I kan bare undervise ude i naturen, så vil de urolige børn blive roligere!« - får indskolingslæreren at vide, det er nemlig trenden lige nu. Men hvem pokker tør gå i skoven, alene med 28 unger, hvoraf en stor del ikke kan finde ud af det sociale? Jeg betakker mig personligt for den opgave!

Så kan vi stå og beskylde forældrene for, at de ikke opdrager deres børn, eller at folkeskolelæren ikke kan sit job, men det er ikke dem, der bærer skylden i vanviddet. Det er et kommunalpolitisk ansvar!

Vi bryster os i Herning med »Herningmodellen« og klapper hinanden på skulderen med, at vi er gode til tidlig forebyggelse. Men »Herningmodellen« er blevet til »Sparemodellen«, desværre, og den tidlige forebyggelse er efterhånden en by, jeg ikke ved hvor ligger. Det er ikke i Herning! Her skaber vi problemerne med sparekniven i hånden, og skubber en lavine af fortvivlede børn, forældre, pædagoger og folkeskolelærere foran os, mens vi holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor gode vi er til det der med forebyggelse. Vi forebygger ikke længere, vi udbygger, og det bliver dyrt den dag regningen skal betales!

Jeg vil arbejde på, at vi i Herning Kommune åbner op for, at man igen kan få en udsættelse af skolestart, hvis det vurderes, at barnet ikke er skoleparat. Jeg har tillid til, at det faglige personale, der er i daginstitutionerne, i samråd med forældrene, der er eksperter i deres børn, har den kompetence og viden om barnet, der skal til for at lave en sådan vurdering. Det, vi gør nu, er vanvid!

Ordet er dit