Tip os
Professor Svend Brinkmann og tv-vært Thomas Skov Gaardsvig er blandt oplægsholderne, når 1700 medarbejdere fra Herning Kommunes Børn og Unge-afdeling tirsdag samles i Jyske Bank Boxen.
Foto: Tom Laursen

Boxen er booket til kommunalt fyraftensmøde

Godt 1700 medarbejdere fra Herning Kommune skal til fyraftensmøde i Jyske Bank Boxen
20. marts 2017, 15.04

Herning Fyraftensmøde. Ordet giver ikke nødvendigvis associationer til en forsamling med 1700 medarbejdere og fire anerkendte oplægsholdere i regionens største arena.

Men det er imidlertid præcis, hvad ordet dækker over, når forvaltningen Børn og Unge tirsdag tager sine medarbejdere med i Jyske Bank Boxen.

Forvaltningen har tidligere holdt fyraftensmøder for de enkelte fagområder, men denne gang er hele Børn og Unge inviteret til samme arrangement. Derudover er bestyrelserne fra kommunens skoler og institutioner også inviteret med.

- Vi har valgt ét stort arrangement, fordi vi - på trods af vores forskellige arbejdsområder - arbejder efter samme mål. Vi arbejder alle hen mod, at vores børn skal blive så dygtige, som de kan, og være en del af fællesskabet. Det gøres ikke ved kun at fokusere på uddannelse. Dannelse er også en hjørnesten i det henseende, og derfor har vi valgt »Dannelse i det 21. århundrede« som overskrift for aftenen, forklarer Dorte West, (V), formand for børne- og familieudvalget, i en pressemeddelelse.

En professor og en tv-vært

Til fyraftensmødet kommer Svend Brinkmann, professor i almen psykologi, Ole Henrik Hansen, lektor ved Aarhus Universitet, Stefan Hermansen, rektor for professionshøjskolen Metropol og Thomas Skov Gaardsvig, tv-vært og forfatter fra Sdr. Felding.

De vil hver især give deres bud på, hvordan man kan forstå og arbejde med dannelse i det daglige.

- Vi har fire spændende oplægsholdere på programmet, som, jeg er sikker på, vil inspirere. Ordet inspirere er vigtig i denne sammenhæng, for medarbejderne kommer fra vidt forskellige hverdage, og selv om medarbejderne har et fælles mål, så vil vejen dertil være forskellig. Derfor er det ikke usandsynligt, at samme oplæg vil inspirere de forskellige faggrupper på forskellig vis til at arbejde videre med dannelse, når de kommer hjem, siger Dorte West.

Deltagerne står selv for at få omsat aftenens input, når de kommer hjem. De får desuden sendt yderligere inspirationsmateriale, som de kan bruge lokalt, hvor det giver mening.

I Boxen ved en tilfældighed

Selv om fyraftensmødet er et stort et af slagsen, stod det ikke skrevet i kortene, at det ligefrem skulle holdes i det 15.000 pladser store Jyske Bank Boxen.

Det er derimod en slags nødløsning, fordi Transportmessen hos MCH også finder sted i denne uge. Da MCH gerne ville hjælpe, blev det noget atypiske fyraftensmøde-lokale foreslået.

- Det gør bestemt ikke noget, at vi har fået Boxen. Tværtimod. Jeg kan forestille mig, at udsigten til så stort et arrangement i Jyske Bank Boxen har fået flere til at tilmelde sig, og jeg er sikker på, at der vil være en enormt god stemning tirsdag, siger Dorte West.

Fyraftensmødet vil også have musikalsk underholdning ved Herning Musikskole og Den Jyske Sangskole.

Ordet er dit