Tip os
  • 1/: Helle og Rune Busk Bjerregaard - da de overtog Ikast Boghandel. I det 20. århundrede havde byen to boghandlere. Så var der én. Snart er der ingen.
    Foto: Kim Kristensen
  • 1/:

Boghandleren i Ikast sætter snart sidste punktum

Forretning med dybe rødder i Ikast må kaste håndklædet i ringen
11. januar 2017, 09.58

IKAST Der er stadig gang i salget hos byens egen boghandel, der i næsten 100 år har eksisteret i en eller anden form.

Men det er en stakket frist. Ved udgangen af januar lukker Ikast Boghandel, som ligger i Strøgcentret.

Indehaverne oplyser, at der endnu ikke ligger en fast dato for sidste åbningsdag. De har heller ikke hørt fra nogen, der eventuelt kunne overtage forretningen.

- Det er da noget, vi er rigtig, rigtig kede af, siger Rune Busk Bjerregaard, som ejer forretningen med sin kone, Helle, der er daglig leder.

De har haft forretningen i seks og et halvt år.

Øjensynligt er kunderne ikke klar til at se deres lokale bogforretning dreje nøglen om.

Da Folkebladets udsendte besøgte butikken for at tale med Helle Busk Bjerregaard, måtte vi erfare, at der simpelthen var for travlt i butikken til et interview.

Mange kunder benytter sig af den personlige betjening, og i disse dage må Helle Busk Bjerregaard selv fortælle kunderne, at butikken lukker.

Kvalt af supermarkeder

Herning Folkeblad kontaktede Rune Busk Bjerregaard, som står for bogholderiet i forretningen.

Ifølge ham er årsagen til lukningen entydig: Forretningen kan ikke skabe overskud.

- Det er manglende omsætning. På alle vareområder. Vi har jo prøvet alle de tiltag, vi kan: Vi har skåret alle omkostninger ind, og vi går kun med en ansat. Der er ikke noget tilovers til os selv, så vi har prøvet, hvad vi kunne, forklarer han.

Der står som før nævnt ikke andre klar til at overtage boghandlen, og Rune Busk Bjerregaard mener ikke, at det bliver aktuelt.

- Der er ikke grundlag for det. Vi har heldigvis haft mange loyale kunder, men de store supermarkeder kvæler os, siger han.

Ville bevare lokal boghandel

Ægteparret er vemodige ved at sige farvel til forretningen, der har optaget megen af deres tid siden 2010.

Dengang overtog Helle og Rune Busk Bjerregaard forretningen fra branditten Frederik Poulsen. På det tidspunkt hørte butikken under Bøger & Papir-kæden og befandt sig på Strøget 28.

»Vi synes jo stadigvæk, der skulle være en boghandel i Ikast. Det ville da være skrækkeligt, hvis den lukkede«, sagde Rune Busk Bjerregaard dengang til Folkebladet.

De nyere ejere meldte sig i 2015 ud af kæden og flyttede lokaler til Strøget 23, hvor de slog dørene op under det ligefremme nye navn »Ikast Boghandel«.

Som selvstændig forhandler ville ejerne have mere kontrol over sortimentet, og de slap for de udgifter, kædeforretninger er pålagt.

Og kunderne tog forretningen til sig. Første åbningsdag i det nye lokale var der kø uden for indgangen. Til stor ærgrelse for ejerparret slutter det kapitel snart.

- Der er følelser i det. Det er et familieforetagende, for vores børn har også været med i det, og de er også berørt af det, fortæller Rune Busk Bjerregaard.

En tak til kunderne

For Helle Busk Bjerregaard, som har taget suverænt flest timer i butikken, betyder det, at der skrues ned for tempoet.

- Helle, hun skal ned på en 37-timers stilling nu. Efterhånden som der er blevet skåret ind til benet, så har hun selv skullet tage mere og mere. Det ville hun også gerne, men det har ikke været nok, siger den daglige leders ægtefælle.

Imidlertid vil han gerne afrunde med et optimistisk budskab. For selv om familien Busk Bjerregaard er kede af at sige farvel til butikken, sætter de pris på de gode minder.

- Det skal ikke kun lyde negativt. Vi har haft nogle gode år, og vi har været glade for det, men vi må bare erkende, at det ikke kan løbe rundt længere, siger Rune Busk Bjerregaard.

- Vi har nydt det. Kontakten med kunderne og den genkendelse, vi har oplevet hos dem, den har været guld værd.

Ordet er dit