Tip os
  • 1/: Den »nye« butik blev officielt åbnet, da Blå Kors' vicegeneralsekretær, Kresten Kragh-Schmidt (t.v.) klippede snoren sammen med butikkens »seniormedarbejder«, Karl Mulvad. ?Privatfoto
  • 1/: Selvom lokalerne er de samme, så er der kommet mere luft mellem tingene, og mange mennesker benyttede sig af muligheden for at gå på opdagelse mellem hylderne. ?Privatfoto

Blå Kors åbnede »ny« butik i Skibbild-Nøvling

Festlig indvielse af de nyrenoverede lokaler i Blå Kors Genbrug
09. januar 2017, 11.01

SKIBBILD-NØVLING Der var høj stemning, masser af mennesker og glæde blandt medarbejderne, da formanden for Blå Kors-genbrugsbutikken i Skibbild-Nøvling, Aksel Jakobsen, fredag bød velkommen til genåbningen af butikken efter en travl uge, hvor der var blevet arbejdet ihærdigt på at få butikken renoveret.

Renoveringen af butikslokalet er foregået næsten udgiftsneutralt, eftersom mange fra lokalområdet har hjulpet til. Nogen har doneret spånplader, maling eller lignende, mens andre har stillet lokaler og maskiner til rådighed. Dermed har butikkens frivillige kunnet lave forarbejdet, så alt var klar til at sætte op.

Der var en særlig velkomst til repræsentanterne for Blå Kors, herunder vicegeneralsekretær Kresten Kragh-Schmidt, der stod for at klippe snoren sammen med butikkens »seniormedarbejder«, Karl Mulvad.

Bedre overblik

Før snoren blev klippet, holdt Kresten Kragh-Schmidt en tale, hvori han betonede vigtigheden af Blå Kors' arbejde blandt de danskere, der trænger allermest til hjælp, og han takkede for det store arbejde, som ildsjælene i Skibbild-Nøvling gør i butikken. Vicegeneralsekretæren kunne samtidig tænke tilbage på åbningen af butikken for fem år siden og sagde, at det var imponerende, hvordan dette nye tiltag var grebet an i byen.

Derefter var det tid til at slippe folk løs i butikken, hvor renoveringen har givet mere luft mellem tingene og bedre overblik over udvalget. Varerne blev både beundret og puttet i kurven, så kassemesteren, byens tidligere købmand, fik noget at se til. Og da der var tale om såvel åbningsfest som fødselsdag, var der naturligvis også kaffe og kage til alle i caféen.

Blå Kors er en kristen social hjælpeorganisation, der på forskellige måder hjælper udsatte mennesker, hjemløse, misbrugere og deres børn. Til det formål har butikken i Skibbild-Nøvling kunnet bidrage med cirka 70.000 kroner om året, oplyser formanden, Aksel Jakobsen.

Ordet er dit