Tip os
Hakkebøffer, bankospil og støtte til den lokale friskole var med til at trække folk af huse.
Foto: Privat

Bøffer for friskolen

03. oktober 2017, 09.56

SKIBBILD-NØVLING Et nyt koncept blev søndag afprøvet i Skibbild-Nøvling, da der blev serveret »bøf og banko« i et samarbejde mellem Kirsten Videbæk fra idrætscentrets cafeteria og Støtteforeningen Asgaard.

Omkring 70 personer tog for sig af hakkebøfferne med de bløde løg, hvorefter cirka 100 personer kastede sig ud i banko, auktion og amerikansk lotteri med gevinster fra lokale firmaer og forretningsdrivende i Skibbild-Nøvling, Vildbjerg, Timring, Snejbjerg og Tjørring.

Støtteforeningen kunne efterfølgende notere sig et resultat på cirka 14.000 kroner fra dagens arrangement. Det er penge, der går ubeskåret til friskolen, som nu er i gang med sit tredje år og rummer 34 elever fordelt på fem årgange.

Torsdag 2. november er der åbent hus på friskolen, hvor nysgerrige kan få et indtryk af hverdagen og undervisningen, og alle er velkomne, oplyser Lisbeth Staunstrup fra støtteforeningen.

Ordet er dit