Tip os
Foto: Henrik Ole Jensen

Bestseller bygger lager på 120.000 kvadratmeter

Modefirmaet fra Brande bygger kæmpelager i Polen
13. september 2017, 06.38

Erhverv Der er polsk jubel, efter Bestseller har besluttet at placere et kæmpelager i Goleniów i det nordvestlige hjørne af landet tæt på det tyske grænse.

Bygningen bliver på hele 120.000 kvadratmeter - og man lægger ud med 1000 ansatte på lageret, der endda sandsynligvis vokser til 1600 ansatte i løbet af fem år. Det fortæller tøjfirmaet i en pressemeddelelse.

Michael Fynboe, som er ansvarlig for e-commerce i Bestseller udtaler til berlingske.dk, at Polen er det ideelle valg for lageret.

- Det er vigtigt for os at have en meget stabil drift, arealmæssig plads til at vokse og adgang til de menneskelige ressourcer, som det kræver at følge med de vækstrater, vi har. I forhold til de ting er Polen det rigtige sted for os, siger Michael Fynboe.

Bestseller-ejer Anders Holck Povlsen har fået øjnene op for Polen via sit engagement i virksomheden Stylepit. Netbutikken har et kæmpelager i Polen, og det har været så stor en succes, at Bestseller nu kopierer den idé i deres satsning på at skulle levere varer til 15 lande i nethandel med tøjmærker som Vero Moda, Only og Jack & Jones.

Byggeriet begynder i efteråret, og skal stå færdigt i sommeren 2019.

Bestseller har haft folk i Goleniów mange gange på det seneste. Man købte en stor grund i området i juni, og det indledende arbejde med at gøre grunden klar til byggeriet er allerede gået i gang.

Ordet er dit