Tip os
Mette Fjord Sørensen.

Beløn faglighed frem for fart

16. august 2017, 13.00

UDDANNELSER For nylig var det store uddannelsesdag i medierne. De nye optagelsestal blev offentliggjort, og det viste sig, at der i år er to uddannelser, der sprænger skalaen. Det vil sige, at man skal have over 12 i karaktergennemsnit for at komme ind.

I Dansk Erhverv mener vi, at faglighed skal belønnes frem for hurtighed. I dag er det sådan, at man kan gange sit snit med 1,03, hvis man har taget et ekstra A-fag. Det er fint, for det betyder, at faglighed og flid belønnes. Men kæden hopper af, når man bliver belønnet mere for at komme hurtigt i gang med sin videregående uddannelse, end for at tage det ekstra A-fag. Og det præcis dét, der sker lige nu.

Naturligvis er det vigtigt, at de unge kommer relativt hurtigt i gang med en videregående uddannelse, men det er forkert, når vi faktisk belønner den kommende studerende, som har taget et sabbatår for at rejse verden rundt mere, end den studerende, som har taget et ekstra A-fag og efterfølgende har brugt to et halvt år på for eksempel at opstarte en virksomhed.

Men sådan er virkeligheden i dag med den såkaldte kvikbonus, som giver mulighed for at gange sit snit med 1,08. Derfor bør vi droppe kvikbonussen og i stedet give en større bonus for ekstra A-fag eller erhvervserfaring.

Ordet er dit