Tip os
Ulrik Hyldgaard.

Bedre busser på brint i budget 2018

14. september 2017, 11.45

BRINT Godt syv procent CO2 kan fortrænges med et trylleslag i Herning kommune. Ved at lade bybusserne køre på brint i stedet for diesel, så vil vi kunne reducere den samlede mængde CO2--udslip i kommunen med de før omtalte syv procent. Det er da værd at gå efter. Transportsektoren er det område, hvor der er mest at komme efter i forhold til at nedbringe CO2, og derfor er budget 2018 også et rigtig godt budget for miljøet i vores kommune.

Brint er et fantastisk drivmiddel, der i stedet for CO2 udstøder H2O, og når vi så samtidig i kommunen har en af de helt førende virksomheder inden for udvikling af brintteknologien, så er det jo endnu mere oplagt at forfølge muligheden for at lade vores bybusser overgå til at køre på brint. NEL Hydrogen i Lind skal levere tankstationen, så busserne kan tanke brint i stedet for diesel, og så skal vi ellers bare i gang med at nedsætte CO2 -udslippet så hurtigt muligt.

At vi samtidig får muligheden for at indsætte busser, der på alle linjer er indrette med lave indgange, så man også som handicappet nemt kan rulle ombord er jo en dejlig sidegevinst.

Byrådets beslutning om at afsætte 15 mio. kroner til at få afsøgt muligheden for, når vi i 2019 skal have et nyt udbud af vores bybusservice, at forfølge tanken om at få nye miljø- og handicapvenlige brintbusser ud at rulle i Herning er en rigtig fornuftig investering. Et stærkt resultat af et godt samarbejdende byråd. Jeg er stolt af at være en del af et byråd, der i den grad forstår at samarbejde om udviklingen i vores kommune.

Ordet er dit