Tip os
Carl Petersen - en af Aulums ivrige cykelmotionister - ser frem til, at de tohjulede vil få bedre kår i Aulum.
Foto: Hans Mikkelsen

Aulum skal i sadlen

Cykelprojekt starter i næste uge
04. april 2014, 07.49

Herning Kommune vil i løbet af de kommende to år bruge 1,1 millioner kroner på at få folk i Aulum til at cykle frem for at tage bilen.

Aulum er udpeget som testby i kommunens store cykelprojekt, hvor det overordnede mål er få fem procent af de korte bilture over på cykel.

Projekt »Aulum Cykler« åbner på tirsdag med et fællesmøde i Aulum Fritidscenter, hvor blandt andre byens foreninger, skole og institutioner er inviteret.

På mødet vil deltagerne høre nærmere om projektet, ligesom de vil blive opfordret til at finde konkrete ideer til hvilke initiativer, der kan sættes i gang i Aulum. For eksempel ved at bedre forholdene for cyklister i byen eller ved at sætte kampagner i gang, der skal skabe større begejstring for at cykle.

Vil samle byen

Formanden for Aulum Borgerforening, Bodil Grove Christensen, opfordrer foreninger og familier til at bakke op om projektet.

- Jeg tror på, at det er noget, der vil kunne samle byen, og samtidig er det vigtigt at få bedre tilkørselsforhold til skolen for cykler og en bedre sikring af Skolegade-Kirkegade, siger hun.

Kommunen er meget interesseret i, at der sættes nogle tiltag i gang i Aulum, som den kan måle effekten af, inden de spredes til den øvrige kommune.

Man kan læse mere om projektet på herningcykler.dk.

Ordet er dit