Tip os
Hvis FCM slår Derry City i første runde af Europa League-kvalifikationen, venter der en svær opgave mod Ferencváros eller FK Jelgava.
Foto: Flemming Hansen

FCM

Andet europæiske FCM-skridt tages i Ungarn eller Letland

FCM skal møde vinderen af Ferencváros og FK Jelgava i anden runde af Europa League-kvalifikationen, hvis »ulvene« slår Derry i første runde
19. juni 2017, 14.49

Fodbold FC Midtjylland fik en hård lodtrækning til anden runde af Europa League-kvalifikationen.

Hvis »ulvene« slår Derry City fra den irske liga i første runde, skal midtjyderne op imod vinderen af Ferencváros (Ungarn) og FK Jelgava (Letland).

Ferencváros blev ungarske mestre i sæsonen 2015-16, men blev skuffende blot nummer fire i den forgangne sæson.

Truppen tæller blandt andet den 38-årige tidligere Premier League-spiller Zoltan Gera, de ungarske landsholdsspillere Gergo Lovrencsics og Daniel Böde og tyske Janek Sternberg, der har en fortid i Bundesligaen for Werder Bremen.

Holdets træner er den tidligere tyske topspiller Thomas Doll, der også har været cheftræner for Hamburger SV og Borussia Dortmund.

Ferencváros er ungarske rekordmestre med hele 29 mesterskaber og 23 pokaltitler.

I de europæiske turneringer var Ferencváros tabende finalist i Cup Winners Cup i 1974-75.

FK Jelgava er regerende sølvvindere i Letland og ligger p.t. på tredjepladsen i dette års turnering. I Letland spilles turneringen nemlig efter kalenderåret.

Hele otte spillere i Jelgavas trup står noteret for A-landskampe for Letland. Dertil kommer to spillere, der har opnået landskampe for Litauen.

Første kamp i anden runde af Europa League-kvalifikationen spilles torsdag 13. juli på udebane. Returkampen spilles torsdag 20. juli på MCH Arena.

Ordet er dit