Tip os
Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs indkasserede natten til torsdag det første nederlag i indeværende NHL-sæson.
Foto: Ap

Andersen bliver skudt i sænk i Torontos første nederlag

Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs led sæsonens første NHL-nederlag mod ubesejrede New Jersey Devils
12. oktober 2017, 06.11

Det blev en både travl og skuffende dag på kontoret for Frederik Andersen, da herningenseren passede målet for Toronto Maple Leafs natten til torsdag.

I den bedste amerikanske ishockeyliga, NHL, led den Andersen og resten af Toronto-mandskabet således sæsonens første nederlag, da holdet på hjemmebane tabte 3-6 til New Jersey Devils.

Inden opgøret havde Toronto vundet tre kampe - heraf en enkelt i overtid - og nattens nederlag var dermed det første af slagsen.

Omvendt fortsatte New Jersey Devils sin gode sæsonstart. Holdet har nu vundet sine første tre kampe i NHL-sæsonen.

Frederik Andersen reddede 25 ud af 31 skud i opgøret mod Devils.

Også danske Lars Eller var i aktion i NHL natten til torsdag.

Han måtte dog også lide et nederlag, da Washington Capitals blev besejret med 2-3 på hjemmebane af det forsvarende mesterhold, Pittsburgh Penguins.

Lars Eller stod for en assist, men det var altså ikke nok til at sikre Washington point mod de stærke gæster.

Washington Capitals har nu vundet to kampe og tabt to kampe, hvor en af hver er blevet afgjort i overtid.

Pittsburgh Penguins, der har vundet mesterskabet de seneste to sæsoner, har vundet to kampe og tabt to kampe. Det ene nederlag var i overtid.

/ritzau/

Ordet er dit