Tip os
Luciaoptoget skal også medvirke ved borgerforeningens og menighedsrådets julesammenkomst i forsamlingshuset samt på Rosenholmkollegiet. Begge dele er på torsdag. ? Privatfoto

Adventsstue fyldte hallen

06. december 2016, 12.56

SKIBBILD-NØVLING Da Nøvlingskov Efterskole i lørdags åbnede dørene til den årlige adventsstue, lagde flere end 400 mennesker vejen forbi og fyldte hallen til bristepunktet.

I de forskellige boder blev der handlet livligt, så der også blev et pænt overskud ud af anstrengelserne. Overskuddet bruges til skolens rejse- og støtteprojekt i Myanmar, hvortil et hold på 33 elever og tre lærere rejser til februar.

Her skal de blandt andet være med til at fremme demokratiudviklingen i landet i samarbejde med KFUM og KFUK.

Overskuddet fra adventsstuen er skabt af eleverne, som havde fremstillet ting til salgsboderne i forskellige værksteder. Under selve adventsstuen hjalp eleverne også til i boderne med juledekorationer, bolsjekogeri, børnehjørne, cafeteria, vaffelbod og lignende. Desuden stiller eleverne på rejseholdet deres arbejdskraft til rådighed til forskellige opgaver, hvor honoraret går til projektet.

I forbindelse med adventsstuen var der naturligvis også fællessang, og så opførte 43 af skolens piger et stemningsfuldt Luciaoptog.

Ordet er dit