Tip os
Foto: Colourbox

750-1000 kvadratmeter skovområde brød i brand

Brand & Redning MidtVest måtte fredag eftermiddag rykke ud til en naturbrand i Karstoft, og der skulle en hel tankfuld vand - 11.500 liter - til for at få bugt med branden
07. juli 2017, 18.19

Brand Mellem 45 minutter og en time skulle brandfolkene fra Brand & Redning MidtVest bruge for at få slukket en naturbrand, der var brudt løs i et område med blandt andet lyng, buske og træer ved Nr. Karstoftvej i Karstoft øst for Sdr. Felding.

Indsatslederen fortæller, at det en overgang lige var en anelse kritisk.

- Vi kunne ikke rigtigt komme tæt på, for det er virkelig ude midt i ingenting. Og vinden betød, at branden kunne brede sig til noget mere skov, så det var en lille smule kritisk på et tidspunkt, men vi fik styr på det, da vi først havde fået vores slanger rullet ud, siger Peter Kristensen.

Der skulle en hel tankfuld med 11.500 liter vand til for at slukke branden.

- Så det passede perfekt. Naturen kan godt tåle sådan en brand. Det vokser jo bare ud igen, men årsagen til branden - den er fuldstændig ukendt, siger Peter Kristensen, der dog ikke er bleg for at komme med et bud:

- Mit vildeste bud ville være, at det er noget glas, som solen har skinnet på, og som derved har antændt noget. For jeg tror ikke, at en jæger ville smide et cigaretskod herude, og der kommer ingen hundeluftere forbi.

Det var en nabo til branden, der ringede 1-1-2, og han får roser med på vejen af indsatslederen.

- Han vidste ikke, hvad det var, men kunne se røgen, og da vi kørte fra Herning, kunne vi også se røgen stige op, så vi nåede da lige at tænke »okay«. Det var fint, at han anmeldte det, siger Peter Kristensen, der ikke regner med, at politiet vil bruge ressourcer på at finde brandårsagen.

Ingen personer er ifølge indsatslederen kommet til skade ved branden.

Ordet er dit