Tip os
Foto: Colourbox

24-årig dømt for overfald på sin mor

Et enigt nævningeting slog fast, at manden skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling. Han ankede dommen
07. september 2017, 09.19

Herning En 24-årig mand blev i går dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling. Det afgjorde et enigt nævningeting ved Retten i Herning efter at have behandlet sagen mod den 24-årige mand. Han stod tiltalt for at stikke sin mor i armen med en kniv og true med at slå hende ihjel. Han var også tiltalt for at gå rundt med et ladt, oversavet jagtgevær.

Tidligt tirsdag morgen 25. oktober sidste år smed den dengang 23-årige mand en urtepotte gennem køkkenvinduet hos sin mor på Hammerum Hovedgade. Manden kravlede ind gennem det knuste vindue, fandt en mere end 20 centimeter lang kokkekniv og angreb moren, mens han råbte: »Jeg slår dig ihjel«. Ugen før var han også brudt ind i hendes hjem og havde truet hende med en økse.

Den tiltalte blev kort efter knivstikkeriet anholdt og dagen efter fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Han forklarede i retten, at han havde det skidt i den periode, og han kunne erkende at have stukket moren og truet hende.

Delte meninger i sagen

Senioranklager Jens Severinsen fra Midt- og Vestjyllands Politi mente, at den 24-årige mand skulle anbringes på et hospital for sindslidende. Det mente han ud fra de lægelige oplysninger, der er givet om den unge mands sindstilstand.

Omvendt mente forsvarer Henrik Garlik ikke, at hans klient var sindssyg i gerningsøjeblikket, og han mente derfor, at den 24-årige mand skulle straffes med fængsel.

Den 24-årige mand ankede dommen til landsretten.

Ordet er dit