Tip os
650 konfirmander indtager mandag både city og center, når der er Blå Mandag i Herning.
Foto: Privat

Blå Mandag slår rekord i Herning

650 konfirmander er i byen på mandag
09. maj 2017, 19.22

Herning På mandag 15. maj vil 650 konfirmander fejre Blå Mandag i Herning - og de får travlt, fremgår det af en pressemeddelelse, som VisitHerning har sendt ud om arrangementet.

Programmet byder på alt fra badeland og biograffilm til human football, segway, chill-out lounge, quick-make-up og klatrevæg.

Butikkerne i både city og centret kan også se frem til at få besøg af unge mennesker med penge på lommen.

De 650 konfirmander er rekord. Sidste år var der 460 konfirmander i byen på samme dag.

Deltagerne kommer primært fra Hernings vestlige opland. Konfirmanderne køber en færdig pakke gennem VisitHerning, der arrangerer Blå Mandag med forskellige samarbejdspartnere i byen.

- Vi har samlet en masse attraktive oplevelser og tilbud til konfirmanderne, og vi er glade og stolte over, at de vil bruge deres dag hos os, siger direktør for VisitHerning, Søren Juul Baunsgaard.

Der vil være synlige VisitHerning-guider i bybilledet, og knap 100 forældre er med som ledsagere dagen igennem.

Ordet er dit