Tip os
Bjarne Andersen: - Vi servicerer ikke vore kunder ved at opkræve et ekstra beløb af dem.? Pr-foto

Ingen ekstra varmeregning i Ikast

Energi Ikast har - i modsætning til kolleger - ingen planer om at opkræve ekstra beløb fra forbrugerne
20. marts 2017, 16.11

Ikast De seneste uger har der været talt og skrevet meget om ekstra regninger til fjernvarme-kunderne i Herning og de seneste dage ligeledes om, at mange andre fjernvarmevarmeforsyninger har søgt om at udnytte den samme mulighed.

Hos Energi Ikast Varme fortæller formand Bjarne Andersen, at man i bestyrelsen har forholdt sig til denne mulighed og besluttet sig for ikke at søge om godkendelse af forrentning af indskudskapital.

Service er det vigtigste

- Vi er et forbrugejet AmbA selskab, der ser det som vores fornemmeste opgave at servicere vore kunder, som samtidig er vore ejere, bedst muligt. Det gør vi ikke ved at opkræve et ekstra beløb fra kunderne, for senere at tilbagebetale det samme beløb til ejerne, eller bruge beløbet til andre formål. Vores formål i Energi Ikast Varme er at levere billigst mulig miljørigtig varme, med en høj forsyningssikkerhed og et accepteret serviceniveau, forklarer Bjarne Andersen.

I Herning har man tidligere fået godkendt en ekstraopkrævning på 280 millioner kroner, og man har nu senest fået godkendt en yderligere opkrævning på 172 millioner.

Pengene fra denne opkrævning fordeles mellem ejerne af fjernvarmen i Herning, hvor Eniig ejer 2/3 og Herning Kommune 1/3, som kan anvende dette beløb efter eget ønske.

Åbenlys fordel i Energi Ikast

- I et lokalt energiselskab som Energi Ikast er det bestyrelsens holdning, at fordelen ved AmbA ejerstrukturen er åbenlys. Vi skal naturligvis være opmærksomme på at drive en effektiv virksomhed, vi skal kunne indfri de krav, myndighederne stiller til os, og vi skal levere en økonomisk attraktiv vare til vore kunder og ejere. Og det mener jeg bestemt også vi gør, slutter Bjarne Andersen.

Ordet er dit