Tip os
En af mishandlede hunde, som Brande Dyreinternat nu forsøger at redde
Foto: Poul Madsen - Dyrenes Beskyttelse

Ny stor hundesag: Internat i Brande forsøger at redde 14 mishandlede hunde

Mindre end to uger efter 25 labradorer blev reddet i Nordsjælland, har en ny, stor hundesag rystet Dyrenes Beskyttelse
24. november 2016, 07.58

BRANDE Dyrenes Beskyttelses Internat i Brande kæmper i disse dage med at redde en flok mishandlede hunde, der er involveret i endnu en stor hundesag.

Det er mindre end to uger siden, at Dyrenes Beskyttelse reddede 25 labradorer i Nordsjælland. Nu ryster en ny stor hundesag fra Østjylland Dyrenes Beskyttelse.

Tirsdag 22. november tog Dyrenes Beskyttelse imod i alt 14 hunde, der levede under kummerlige forhold på en adresse i Østjylland. Politiet i Østjylland var til stede på adressen, som husede i alt 26 hunde, hvoraf en hvalp angiveligt var død ved politiets ankomst.

Politiet tilkaldte en lokal dyrlæge, som vurderede, at det var nødvendigt at aflive 11 af hundene på stedet. Resten af hundene er nu bragt til Brande Dyreinternat.

- To store hundesager, i alt 51 hunde, på under 14 dage er helt uhørt. Vi kender ikke nøjagtigt forholdene, de har levet under i den nye sag, men vi hører, de har gået rundt i deres egen afføring uden mad og drikke. Når politiet og dyrlægen har valgt at aflive 11 hunde på stedet, så har det været rigtig slemt. Det er noget, vi sjældent ser, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

De kommende dage bliver afgørende

De 14 overlevende hunde undersøges og modtager behandling på internatet i Brande.

- Vi har modtaget hunde af forskellige racer og alder, som ser meget skidt ud. De er meget tynde, dehydrerede og generelt i en dårlig forfatning. De lader heller ikke til at være vant til mennesker. De er meget bange og reagerer kraftigt på lyde, siger Kent Karlsen, internatsleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande.

- Lige nu kan vi ikke sige, om de alle klarer den. Vi har dem under observation og behandling, og så vil de kommende dage vise, om de klarer den, siger Kent Karlsen.

Myndighederne svigter deres ansvar

Ligesom den seneste labrador-sag fra Nordsjælland, så har Dyrenes Beskyttelse også denne gang mistanke om, at dyrene blev avlet med henblik på salg og profit.

I Dyrenes Beskyttelse så man gerne, at samarbejdet mellem relevante myndigheder bliver forbedret.

- Det er et samfundsproblem, og myndighederne skal gribe ind før, det kommer ud af kontrol. Politiet skal opprioritere området, og der skal være bedre dialog mellem dem og sociale myndigheder. Derudover bør Fødevarestyrelsen være bedre til at føre kontrol med de store hundehold, så vi undgår, at sagerne kommer så langt ud, som vi desværre ser meget af, siger Britta Riis.

Ordet er dit