Tip os
13-årig hårdt kvæstet.
Foto: Colourbox

13-årig pige fik kraniebrud og benbrud i trafikulykke

Fører af bil fik et epileptisk anfald og ramte pigen med cirka 70 kilometer i timen
19. september 2017, 09.37

Herning Politiet har i dag nye oplysninger om den 13-årig pige, der i går blev kørt ned af en bil på Vesterholmvej ved Guldborgvej.

- Hun har svære hovedskader og åbent benbrud, oplyser sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Ulykken skete kort før klokken otte, da pigen var på vej til skole på cykel. Hun kørte mod vest, mens bilen, der blev ført af en 30-årig mand fra Sunds, kom kørende mod øst.

Bilisten fortsatte

Føreren af bilen fik ifølge politiet et epileptisk anfald. Først kørte bilen over i modsatte kørebane og derefter fortsatte bilen ind på cykelstien ved Guldborgvej, hvor den ifølge politiet ramte pigen med en hastighed på cirka 70 kilometer i timen.

Efter påkørslen fortsatte bilen cirka 100 meter, inden den standsede i en hæk.

Vidner kom til hjælp

Der var flere vidner til ulykken, og de kom hurtigt hen til både pigen og føreren af bilen.

- Et vidne forklarede, at pigen var i live, men var bevidstløs. Føreren af bilen var konfus, siger Bent Smedegaard.

Oplysninger rettet

I går meldte politiet ud, at føreren af bilen skulle være en 58-årig mand fra Herning, men den oplysning blev rettet i morges.

- Føreren er sønnen til bilens ejer, som er den 58-årige mand, siger Bent Smedegaard.

Ordet er dit