Tip os

100-årig fra Skarrild er død på Højbo i Arnborg

12. december 2016, 10.01

Mindeord

På familiens vegne har Anna Dahl sendt mindeord om Thomas Clausen, der er død på friplejehjemmet Højbo i Arnborg i en alder af 100 år. Thomas Clausen var fra Skarrild og drev landbrug, indtil han blev postbud i 1953. I de første 10 år kørte han post på cykel og i de næste 20 år i bil, og han kom til at kende mange mennesker på egnen.

En epoke er slut. Vores kære morbror og onkel Thomas Clausen er stille sovet ind 9. december 2016. Mæt af dage.

Det sidste par uger var han mest sengeliggende og ønskede at få fred.

For 15 måneder siden kom han på friplejehjemmet Højbo i Arnborg, hvor han trivedes særdeles godt, og han havde kun godt at sige om det dejlige og kærlige personale.

Thomas var som gammel post vant til at snakke med folk - han var særdeles social, positiv og havde et dejligt lune. Vi i familien er yderst taknemmelige for, at han nåede at få 15 gode måneder på Højbo, hvor vi havde den glæde at kunne fejre 100-årsfødselsdag 25. maj 2016 med ham.

Han var en god fortæller og havde trods dårligt syn og hørelse en positiv indstilling.

Vi er mange, der kommer til at savne ham.

Æret været Thomas' minde.

Ordet er dit